Lad os forestille os at en politiker gik frem i de landsdækkende medier, og sagde at Jorden var flad, og når han blev konfronteret med den efterhånden ganske omfattende dokumentation for Jordens kugle-form, bare afviste det med at sige "Den forskning tror jeg ikke på. Jorden er altså flad, det tror jeg på". Manden ville fremstå for enhver som åbenlys idiot, og kunne forberede sig på at skulle læse jobannoncer efter næste valg.

Dette gælder naturligvis ikke kun med vanvittige benægtelser af astronomiske fakta. Det gælder også på andre områder, hvor den hypotetiske politiker blankt afviser notoriske fakta. Således vil en politiker også kunne miste enhver troværdighed ved at benægte historiske fakta som for eksempel Holocaust eller biologiske fakta som evolutionen.

Men tilsyneladende kan en politiker slippe af sted med de mest vanvittige benægtelser af virkeligheden på det retspolitiske område. Ansporet af muligheden for at udnytte den tragiske sag fra Aalborg, hvor en 16-årig fik en dom på fire år for vold med døden til følge, til at score nogle billige points hos bodega-segmentet, har Dansk Folkepartis Peter Skaarup krævet strengere straffe til kriminelle under 18, der i dag får en nedsat straf på grund af deres lave alder.

Man skulle tro at Skaarup ville trække sit forslag tilbage, når han blev konfronteret med den omfattende forskning på området. Kriminologer har i menneskealdre forkset i effekten af straffe, og man er nået frem til at straffenes strenghed i bedste fald er fuldstændig ligegyldig for mængden af kriminalitet, og endda i værste fald kan føre til en minimal stigning i kriminaliteten. Det er ganske veldokumenteret, og er noget vi har vidst i årevis.

Skaarup fastholder imidlertid sit forslag, og affejer alt hvad den kriminologiske forskning kan fortælle med ordene "Jeg tror ikke på den forskning. Konsekvens har altså en effekt, det tror jeg på". Som om det var relevant hvad Peter Skaarup måtte gå og tro. Det der tæller, er hvad vi ved. Skaarup får i øvrigt lov til at fremsætte så tåbelige udtalelser af de journalister der ynder at fremstille sig selv som den fjerde statsmagt, men som i realiteten oftest er ukritiske mikrofonholdere, der ikke tør gå i dybden.

Set i lyset af hvad vi ved om straf, skal man enten være idiot eller dårligt oplyst, for at have en undskyldning for at mene at strengere straffe kan gøre den store forskel. Udover idioti og uvidenhed er den eneste forklaring på at man kan have en overbevisning der står så meget i modstrd med virkeligheden som denne, at man ganske enkelt er stædig, fordi man har en fastgroet - men forkert - idiologisk opfattelse af verden, som man ikke ønsker at få forurenet med fakta. Vikreligheden er simpelt hen ikke politisk korrekt, så man vælger at se bort fra den.

Det har selvfølgelig sine omkostninger, når politikere vælger at lade deres personlige følelser og fordomme overtrumfe fakta. På det retspolitiske område er prisen for de borgerliges tyrkertro på strengere straffe - udover det spild af ressourcer som det udgør at holde så mange spærret inde så længe - at man ser fuldstændigt bort fra ofrenes interesser. I stedet for at gøre det eneste anstændige, nemlig at gennemføre de straffe og de kriminalpræventive indslag, der gør at der bliver så få ofre som muligt, bliver ofrene udnyttet som følelsespornografisk underlægningsmusik for de borgerlige retspolitikere. Reultatet bliver at vi har mere kriminalitet end vi kunne have.

Heldigvis har vi i Danmark retspolitikere, der ser rationelt på området i stedet for at lade sig rive med af lynch-stemninger og fordomme, som for eksempel SF's Karina Lorentzen, der har været ude med en skarp kritik af Skaarups afvisning af notoriske fakta. Desværre er retspolitikken ikke traditionelt noget stort område for venstrefløjen, og en politiker, der ikke er medlem af V, K eller O - eller i det mindste radikal - har store problemer med overhovedet at få adgang til medierne. Der er ellers et stort potentiale for venstrefløjen på retsområdet. Folk er bange og utrygge overfor kriminalitet - hvis de bliver sat ind i tingenes sammenhæng, vil de helt klart støtte den retspolitik der er mest effektiv, og det er en retspolitik baseret på fakta fremfor ølstue-fordomme.

For nogen tid siden skrev undertegnede her på bloggen et satirisk indlæg om det omsiggribende ryge-forbud, og om hvordan det vil sprede sig langt ud i det absurde. Hensigten var rent satirisk, men tilsyneladende er 46 % af danskerne nu blevet induceret til at mene at Big Mother-staten skal gennemtvinge et rygeforbud udendørs. Blogindlægget havde overskriften "Da Fanden fik lillefingeren", og man kan nu iagttage hvorledes djævelen er i gang med at fortære mere og mere af armen.

Det er ikke nok for anti-rygningslobbyen at de har fået snart sagt alle indendørs lokaler indlemmet i deres Lebensraum. Selvfølgelig er det ikke det - det bliver aldrig nok for folk med en idé der i deres egen virkelighedsopfattelse trumfer alle andre hensyn, in casu sundheden. Derfor er anti-rygningslobbyen nu i gang med at piske et hysteri op, hvor de påståede negative konsekvenser af "passiv rygning" udendørs blæses op til en trussel om den visse død. Desværre er folk så bange for at tænke selv, at de hopper på den sundhedsmæssige korrekthed og støtter snart sagt hvad som helst.

Selvfølgelig kommer forbudet mod udendørs rygning på fortovscaféer og lignende - hvem tør dog være imod sundheden. Dernæst kommer det generelle forbud mod udendørs rygning, og efter det forbyder man rygning i private hjem og sluteligt tobak i det hele taget. For naturligvis ønsker sundhedslobbyen at forbyde tobak totalt - den pæne snak om det frie valg rækker kun så langt som det er nødvendigt for ikke at skræmme for mange almindelige borgere væk fra deres sag. Og grænsen for hvad almindelige borgere kan acceptere af indgreb i gode folks harmløse glæder, rykkes hver gang sundhedslobbyen får endnu et tiltag gennemført.

Skulle der sidde en ikke-rygende læser af denne blog, der midt mellem sit motionsløb og sin finske diæt-müsli, er blevet opskræmt over den forskrækkelige "passive rygning" på fortovscaféer og derfor vender sig klynkende mod Moder Stat i håb om et forbud har undertegnede et meget bedre råd, der langt hurtigere fritager vore tobaks-fornægtende medborgere for den udendørs rygnings voodoo-lignende skader: Gå for helvede indenfor på caféen i stedet for at sætte dig ude! Efter rygeforbudet ejer anti-rygerne sgu de indendørs lokaler.

Foto: NieckQ

Regeringen er nu nået frem til sin konklusion: dommere må ikke bære religiøse eller politiske symboler, hvilket er kodesprog for tørklæder. Det overrasker næppe nogen - måske på nær dem, der forventede at regeringen ville vente indtil dets eget udvalg, der skulle undersøge hvordan man i andre lande løser dette ikke-problem, er blevet færdig med arbejdet.

Dommerforeningen er selvsagt træt af at regeringen vil gå ind og lave detailstyring på området. De sidder for tiden og prøver at få en domstolsreform til at fungere i praksis, og har ikke brug for at skulle spilde tid på at afgøre hvad der er et religiøst eller politisk symbol eller ej.

Regeringen har imidlertid sneget en anden tåbelighed ind i den planlagte ændring af retsplejeloven. Indtil nu har dommerne i landsretterne og højesteret båret kapper, mens byretsdommerne har været fri for den slags mundering. For under et halvt år stemte byretsdommerne om hvorvidt de skulle have kapper ligesom deres kolleger i de højere domstole. Resultatet af afstemningen var et klart flertal imod. Nu vil Lene Espersen imidlertid i al sin justitsministerielle visdom dekretere at også byretsdommere skal gå rundt i sorte lagner.

Argumentet for kapperne er at det skal give mere respekt om byretterne. Det står imidlertid uklart helt præcist hvordan man som part i en sag skulle få mere respekt for retten af at dommeren ligner en mellemting mellem et karneval og en Wagner-opera.

En af de gode ting ved de danske byretter har indtil nu været den meget uformelle stemning, der har præget retsmøderne. Der er ikke de store ritualer eller besværgelser, blot hvad der er nødvendigt for sagens behandling. Denne nøgterne form passer meget bedre til en moderne dansk mentalitet, hvorimod en dommer, der af justitsministeren er kostumeret til at vække respekt, snarere vil gøre selve retsprocessen mere uforståelig for sagens parter, og i nogle tilfælde endda skræmme dem (af denne grund bruger man ikke en gang i England dommer-kostumer i sager hvor børn er involveret). Man kan næsten sige at kapper til dommere er værre end tørklæder, da man dog møder tørklæder i sin hverdag og er mere bekendt med dem, end med en mystisk dommer-udklædning.

Et helt andet argument mod kapper til dommere er at det vil invitere til en række oplagte vittigheder, som næppe vil højne respekten om dommerstanden. Her er et eksempel på hvad Monty Python i sin tid fik ud af engelske dommeres lattervækkende mundering:

Ved nyheden om at Livgarden vil markere sit jubilæum ved blandt andet at udsmykke kassernens facade med ti grønne faner, vil de fleste sikkert sige "nå". Men ikke Dansk Folkepartis Søren Krarup, der tilsyneladende går efter prisen for sæsonens mest åndssvage spørgsmål til ministeren. Han har nemlig spurgt forsvarsministeren, hvad han vil gøre for at få fjernet disse afskyvækkende faner.

Men hvorfor i alverden skulle nogen kunne tage anstød af et par grønne faner på en kasserne? Jo, Søren Krarup tager anstød fordi den grønne fane er et islamistisk symbol. Og hvad kan være værre end et islamistisk symbol, der egentlig slet ikke er et islamistisk symbol i dets konkrete sammenhæng, men som alligevel kan forstås som et islamistisk symbol med tilstrækkelig paranoia og viljestyrke?

For at Søren Krarup ikke skal blive krænket over noget som helst, må vi fjerne alle islamistiske symboler fra samfundet. Således bør offentlige biblioteker ikke længere have illustrerede udgaver af Aladdin eller nogen andre af Tusind og En Nats Eventyr, for i sådanne illustrationer vil der uvægerligt optræde folk med turban, og der er også islamister der går i turban, og bemeldte hovedbeklædning er dermed et islamistisk symbol. Vi bør rense vores sprog for ord som alkohol og sofa, der er låneord fra arabisk, islamismens sprog, og dermed islamistiske symboler. I stedet kunne man indføre gode danske ord som "Holger Danske-vand" og "Kristenheds-møbel".

Men udrensningen af islamistiske symboler bør ikke stoppe her. Enhver ved at en ægte islamist har fuldskæg, og at fuldskægget dermed er et islamistisk symbol. Udover at forbyde enhver afbildning af den åbenlyse islamist kaptajn Haddock, bør vi derfor bemyndige politiet til at tvangsbarbere de mænd, der så skamløst stiller dette islamistiske symbol til skue i det offentlige rum.

Hvor paranoid og hysterisk er det egentlig muligt at blive? Søren Krarup flytter i hvert fald stedse grænsen for hvad vi troede muligt.

Foto: An Englishman In New York City.

Da man for under et år siden indskrænkede danskernes frihed ved anti-rygerloven var alle partier (på nær de Radikale, som mente der var meget mere frihed i loven end die dumme Dänen kunne administrere uden indblanding) enige om at man var nået frem til et godt resultat. Man havde på den ene side slået et stort slag for folkesundheden, og samtidig havde man beholdt et lille figenblad af anstændighed og frihed ved allernådigst at tillade danskerne at nyde tobak på restaurationer under 40 kvadratmeter. Selv Venstres læspende sundheds-pilfinger Jørgen Winther udtrykte sin tilfredshed med loven, ved med en parodi på de liberale idealer hans parti ved festlige lejligheder sætter så højt, at sige at der nu endelig var kommet frit valg.

Men det forholder sig nu en gang med Jørgen winther og de andre sundheds-utopister ligesom det gør med Fanden: Giver man dem lillefingeren, tager de hele armen. Allerede nu melder Venstre, Danmarks liberale parti, ud at de vil have indført totalforbud mod kombinationen øl, smøger og socialt samvær. I vanlig stil halser Socialdemokratiet bagefter, adopterer deres politiske modstanders standpunkt, og begrunder det med en åbenlyst fjollet bemærkning om at alle, siger og skriver alle, er glade for totalforbudet i Irland (hvis man spørger de irere der i dag er tvunget til at ryge udendørs vil man sikkert finde ud af noget andet, men redelighed har aldrig været i høj kurs blandt politikere).

Glemt er al snakken om "det frie valg". Glemt er al snakken om de stakkels, stakkels værtshusgæster og ansatte, der ikke selv kan bestemme om de vil udsættes for "passiv rygning". Nej, nu gælder det sundheden, og hvordan man med vold og magt gør alle danskere sunde, slanke og ensrettede. Statsmagten ved bedst hvordan folk skal leve deres liv, og hvis de ikke frivilligt følger de alvorlige formaninger om at nægte sig selv tobakkens glæder, som skatteyderfinancierede propaganda-kampagner spyr ud i tide og utide, så må staten træde til som en kærlig moder må det overfor et naivt barn og beskytte os mod selv at bestemme over vore egne liv.

For selvfølgelig vil kampen mod tobakken ikke stoppe, når den sidste smøg er slukket på den sidste bodega. Det er naivt at tro at sundheds-utopernes kærlige tvang mod rygerne ender her. Efter det totale rygeforbud er gennemført, vil en professionel bekymrer fra Kræftens Bekæmpelse, eller en lignende politisk lobbyist-organisation, træde frem på fjernsynsskærmen og udtale sin bekymring over faren ved "passiv rygning" i det fri. Tænk på de stakkels, stakkels ikke-rygere, der er tvunget til at gå gennem den røg onde, hensynsløse rygere udspyr mod dem, for at komme ind på en restauration. Følgeligt vil vi da også få et totalforbud mod at ryge på fortovet. Men naturligvis vil dette kun være en midlertidig løsning, for af hensyn til de stakkels, stakkels egern, musvåger eller grævlinge, der udsættes for "passiv rygning" når onde, onde rygere nyder tobak i fri luft, vil man hurtigt finde det nødvendigt at forbyde rygning under åben himmel.

"Så må det da vel også stoppe", vil nogen sikkert tænke, men de tager fejl. Kort tid efter det er blevet forbudt at ryge uden for, vil den ovenfor nævnte professionelle bekymrer igen træde frem i fjernsynet, og fortælle hvor foruroligende det er, at nogen folk har rygere som underboer, og dermed er udsat for "passiv rygning". At denne form for "passiv rygning" mere lyder som en form for sort voodoo-magi end som et reelt problem er komplet irrelevant - enhver fornuft har for længe siden forladt tobaks-debatten. Følgelig får vi så et totalforbud mod tobaksnydelse i etageejendomme.

Kort tid efter dette forbud, vil nogen finde ud af at det er snyd at man stadig må ryge i etplans-huse. Man vil sikkert på dette tidspunkt have fundet ud af at postbude udsættes for "passiv rygning", når de lægger breve i en postkasse, der står på en matrikel hvor der bor en heks - undskyld! - ryger. Og så vil vi endelig få det totale forbud mod rygning alle steder over hovedet.

Men når så tobakken er fjernet fra jordens overflade, så vil anti-tobaks-lobbyen vel holde en hviledag, se på den tobaksløse verden og se at den (i deres egen perverse virkelighedsopfattelse) er god? Ja, det vil de sikkert, men det bliver næppe et hvil på meget mere end én dag. Sundheds-utoperne elsker stadig mennesket så meget at de vil tvinge dem til at leve det rette og rene liv, den professionelle bekymrer fra Kræftens Bekæmpelse vil stadig gerne i fjernsynet for at bekymre sig og emsige politikere vil stadig have brug for at vise handlekraft, uden derved at komme til at bruge for mange penge eller træde for magtulde folk over fødderne. Derfor vil man finde nye farer for den hellige sundhed at angribe, nye uskyldige glæder at forbyde og nye måder at tvinge folk til at leve kedelige og ensrettede liv. Det er ikke til at sige hvad det næste bliver. Måske bliver det kaffe, måske bliver det chokolade, øl, stearinlys eller gulvtæpper - vi kan kun være sikre på én ting: de skal nok finde noget.

Så historien er kort fortalt: Fanden får lillefingeren, så får han armen og således fortsætter det indtil han har fortæret hvad der er at fortære og kan gå ud og lede efter en ny lillefinger.

Foto: Erwin Muntinga.

Demokratiet er angiveligt i fare i hovedstaden. Så truet er det, demokratiet, at Dansk Folkeparti  København finder det nødvendigt at indføre sindelagskontrol over for kommunens ansatte og overfor foreninger, der får kommunal støtte.

Man skal ikke kunne ansættes som parkeringsvagt, eller få tilskud til sin fodboldklub, hvis ikke man kan skrive under på en højtidelig erklæring om at man støtter demokrati og frihedsrettigheder.

Gad vide om Dansk Folkeparti, såfremt dette forslag blev gennemført, ville kunne modtage kommunal støtte efter at have fremsat dette forslag? Forslaget går jo reelt ud på at forbyde holdninger, hvilket vel er noget af det mest udemokratiske og ufrie man kan forestille sig.

Det smarte ved demokratier er jo netop at man kan mene hvad man vil, uden at frygte forfølgelse på grund af sine holdninger. Man har lov til at mene at den seksuelle lavalder skal sættes ned til fire år, at scientology skal være statsreligion eller at Dansk Folkeparti skal have enevældig magt. Det, der er forbudt i et demokrati er visse handlinger - eller med den nyligt kanoniserede demokrat Grundtvigs ord: "Munden fri, men hånden bundet".

Dansk Folkeparti viser med dette forslag om at indføre Berufsverbot i det kommunale, at de ikke har forstået hvad demokrati og ytringsfrihed går ud på. De tror at demokrati er en slags trosbekendelse man skal fremsige, men demokrati handler ikke om at man har lov til at være politisk korrekt, og have alle de rigtige meninger. Det går netop ud på at man har lov til at have upopulære meninger, meninger som flertallet finder krænkende, anstødelige og afskyelige.

Antidemokratiske holdninger skal bestemt bekæmpes, men det skal ikke være med tåbelige krav om troskabseder og højtidelige erklæringer, der i bedste fald ikke gør andet end at tvinge antidemokraterne til hykleri. Hvis man vil forsvare og vedligeholde demokratiet skal det ske ved at praktisere det i tale og i gerning. Dansk Folkeparti gør, med sit krav om sindelagskontrol, det direkte modsatte, og er dermed med til at erodere det demokrati, som de selv taler så smukt om uden at forstå.

Nu skal politiet på banen, og bekæmpe nogle frygtelige kriminelle, der udgør en alvorlig trussel mod samfundet. Hvem er disse kriminelle? Pædofile, terrorister eller rockere? Nej, der er tale om de værste forbrydere af alle: Gamle koner, der spiller bingo og ryger cerutter.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen lover i et svar til socialdemokraten Jens Christian Lund, at han som sundhedens vogter vil pudse politiet på de bingo-haller,hvor føromtalte gamle koner hygger sig med deres cerutter. De skal ikke pøve på at snyde: ingen skal kunne undslå sig sundhedens bud.

Hvad skade sker der ved at man ryger på et sted, hvor så godt som alle har lyst til det? Hvem kan få ondt et vist sted over det? - Kun dem der absolut vil have ondt.

Men hvad skade kan der da så ske ved at man forfølger bingo-spillerne? For det første er det åbenlyst at man ødelægger gode og ordentlige menneskers harmløse fornøjelse. Bingo-spillerne er ikke typisk dem, der har mærket allermest til de gode tider. Der er ofte tale om ældre mennesker uden den mest prangende pensionsordning, der ikke har råd til jordomrejser, og som har et bingo-spil i ny og næ som en hyggelig måde at have socialt samvær på. Det vil man nu ødelægge - i sundhedens tjeneste - således at de kan sidde i deres lejligheder i stedet.

Men selvfølgelig er menneskers harmløse glæde ikke noget, der kan rokke ved nutidens afgud: sundheden. Heldivis er der også andre argumenter for at politiet ikke skal spilde deres tid på at lukke bingo-haller. Der er allerede politiopgaver nok, som vi blandt andet så det med optøjerne i vinterferien. Politiet har allerede svært nok ved at nå alle sager, og der følger næppe nogen ekstrabevilling med til at foretage sundhedsministerens bingo-razziaer.

Det vil næppe være helt ude af trit med sandheden, hvis man påstod at folk hellere så at politiet beskæftigede sig med for eksempel at opklare indbrudstyverier eller skabe tryghed i nattelivet end med at stange bøder ud til bingo-haller, hvor ikke en kat kan tage anstød af at der ryges.

Kære læser, du er under opsyn. Dit besøg her på Hjernevasken er blevet registreret, og vil kunne bruges i en senere politiefterforskning mod dig. Fra og med i dag skal al kommunikation nemlig logges - store logfiler hos teleselskaberne registrerer hvilke hjemmesider du besøger, hvem du sender emails til og hvem du ringer til. Det sker selvfølgelig alt sammen i terrorbekæmpelsens navn.

Man kan selvfølgelig fremføre de sædvanlige argumenter om individets ret til privatliv og frygten for en politistat, men den slags er ikke i høj kurs længere. Det er alment accepteret at den statslige Big Mother har ret til at vide alt hvad borgerne foretager sig, så længe man bare siger at det er for deres egen skyld.

Så alt det pladderhumanistiske ævl skal jeg ikke ofre flere linier på. Derimod vil jeg udbrede mig lidt om den besynderlige parring justitsministeriet har foretaget mellem terrorsikring og frit valg. At en højrefløjsregering er glad for overvågning er ingen nyhed, men det er noget helt nyt at man selv bestemmer om man vil overvåges. Der er masser af muligheder for at sløre sine elektroniske spor, og enhver skoleelev vil kunne gøre sig usynlig for PET på nettet hvis han gad. Jeg kender til i hvert fald én bestemt gruppe der gerne vil bruge fem-ti minutter på datasikkerhed, og dermed unddrage sig overvågningen: de kriminelle.

Hvis man vil downloade børneporno, eller sende mails til Al-Queda om hvor den næste bombe skal sprænges, så gider man nok godt benytte sig af en udenlandsk mail-tjeneste, installere et lille program eller køre sin internetforbindelse gennem en proxy-server. De kriminelle er altså ikke helt så dumme, som visse ministre fra tid til anden synes at være.

Men hvis ikke kan kan fange terrorister, så må man vel kunne få fat i noget andet. Det man kan finde ud af er hvad helt almindelige mennesker foretager sig på nettet: information der er dybt kedsommelig og larmende irrelevant i en politimæssig efterforskning og ikke kan bruges til andet end misbrug. Nok er adgangen til logfilerne underlagt domstolskontrol, men hvad nytter det overfor for eksempel en forsmået ægtemand, der vil finde ud af hvem konen ringer til? Registre som disse er altid blevet misbrugt i større eller mindre omfang. Der er ingen grund til at tro at de nye logfiler vil være en undtagelse.

Logningen vil altså ikke kunne fange selv den mindste forkølede terrorist, men den koster. 23,5 millioner kr. om året skønnes at ville gå til denne falske sikkerhed. Det bliver os forbrugere der kommer til at betale for dette trygheds-placebo, som justitsminister Lene Espersen har fået gennemført.

Trygheds-placebo er et godt ord for lognings-systemet. Det bliver præsenteret for os som et effektivt middel, men i virkeligheden er det ganske virkningsløst, ud over den grimme smag man får i munden. Det er på mode blandt retspolitikere - særligt på højrefløjen - at svælge i den såkaldt subjektive tryghed. Det vigtigste er at borgerne føler sig trygge. Så må den såkaldt objektive tryghed - om borgerne rent faktisk er i mindre fare for at blive ramt af kriminalitet - komme i anden række. Selvfølgelig er den subjektive tryghedsfølelse vigtig, men den kan lige så godt forbedres ved at fortælle om hvor lille risikoen rent faktisk er for at blive ramt af kriminalitet - især af terror, som i forhold til antal dødsofre langt fra er den største trussel mod vores sikkerhed.

Tilbage står spørgsmålet: Er et system, der krænker borgernes privatliv, udgør en åbenlys risiko for misbrug, koster en bunke penge og som er fuldstændigt uegnet til at opfylde sit formål - er et sådant system en god idé? Jeg siger nej.

Foto: Quevaal.

Amerikanerne er berømte for deres besynderlige retssytem og for de absurde afgørelser, deres domstole tilsyneladende producerer. Nu har Guds eget land imidlertid fået konkurrence fra Sverige. Miljødomstolen i Växjö har ifølge Sydsvenskans hjemmeside netop truffet en vanvittig afgørelse i en absurd nabo-strid.

Striden handler om kvinde og hendes hypokondriske nabo. Naboen har (indbildte?) åndedrætsproblemer, og bruger derfor iltmaske. Hans åndedrætsbesvær skulle angiveligt blive meget værre, når kvinden sidder i sin egen have og nyder en cigaret. Han bruger dog, ifølge artiklen i Sydsvenskan, iltmasken uanset om kvinden ryger eller ej. Artiklen melder intet om hvorvidt naboen har samme problemer med grill-røg, bilos eller andre, mere politisk korrekte, forureningskilder.

Naboen sagsøgte kvinden (!), og han vandt Gud hjælpe mig sagen. Kvinden har nu fået forbud mod at ryge i hovedparten af sin egen have. Frygten for bøder har kuet hende til at overholde forbudet.

Denne vanvittige afgørelse demonstrerer to ting. For det første er det et uhyggeligt eksempel på at sundheds-fascisterne aldrig bliver tilfredse. Forbud mod tobaksreklamer, straf-lignende tobaksafgifter, statsfinancierede kampagner og lovbestemt rygeforbud i privatejede restaurationer er ikke nok for dem. De vil altid kunne finde nye hår i suppen, de bliver aldrig tilfredse. Deres kamp er ikke en kamp for rimelige vilkår, det er en ækel moralistisk kamp for at påtvinge alle deres egen livsstil.

Den anden ting man kan lære af denne bizare historie er at det gamle udtryk forbuds-Sverige stadig giver mening. Kære svenske broderfolk, hvis I virkelig vil opfattes som fornuftige, frihedselskende individer - så skal I altså ikke gøre sådan noget. Hvilken anden beskrivelse end forbuds-Sverige ville passe på et land, hvor voksne mennesker ikke kan købe en skaldet flaske whisky i supermarkedet, og hvor man ikke må nyde en cigaret i sin egen have?

Foto: Tage Olsin.

Der er masser af penge i alternativ "medicin". En af de pseudovidenskabelige metoder, der anvendes er den såkaldte homøopati, der hævder at kunne frembringe medicin mod alverdens sygdomme. Homøopatisk "medicin" skulle angiveligt virke ved at ganske små doser af aktive stoffer skulle give den modsatte effekt af hvad stoffet ellers frembringer. Koffein i ganske små doser skulle altså således virke søvndyssende. Jo mindre doser, jo større effekt. Homøopatiske præparater er oftest så tynde opløsninger, at det er usandsynligt at man kan finde bare ét molekyle af det aktive stof i opløsningen.

Den slags er ikke bare fjollet - det er at give syge mennesker falske håb for at narre penge fra dem.

Herunder kan man se den amerikanske skeptiker og tryllekunstner James Randi forklare hvad homøopati er og hvordan det virker. Klippet er meget morsomt - med mindre man er homøopat.

Det er ikke fordi man ikke har undersøgt homøopatiske praparater og deres virkninger. Næsten alle undersøgelser har vist at der ingen virkning var, og i de undersøgelser der påviste en virkning, har andre forskere ikke været i stand til genskabe resultaterne.

Tilbage står at homøopati ikke er andet end svindel, overtro og pseudovidenskab. Ved at kalde virkningsløse præparater for medicin kan man få mennersker der er bekymrede over deres helbred til at betale tusindvis af kroner. Samtidig kan homøopati - ligesom andre alternative "behandlingsformer" - være farligt, da det kan afholde folk fra at gå til rigtige læger med deres sygdomme.

Der er tale om et forkasteligt fup-nummer. Det eneste der holder homøopati fra at være strafbart som bedrageri er at homøopaternes påstande er så fjollede at ingen fornuftig person nogensinde vil tro på dem.