Smartlog v3 » Hjernevasken » Lars har ingen kvaler, borgerne betaler
Opret egen blog | Næste blog »

Hjernevasken

Skamløs propaganda til de små hjem

Lars har ingen kvaler, borgerne betaler

19. May 2008 17:54, Regicollis

Det er synd for Lars Løkke Rasmussen at nogle af hans fjender er ude på at sværte ham til, bare fordi han har ædt, drukket, kørt taxa og mange andre ting for skatteydernes penge uden at have ret til det. Hvilket andet sted end det ondskabsfulde politiske miljø ville nogen da finde på at brokke sig over at manden der sad på pengekassen kørte taxa for 148.000 kr. uden at have et relevant formål med kørslen, eller brugte knap 5.000 kr. på tobak og byture? Der er næppe nogen organisation, det være sig offentlig eller privat, der nogen sinde kunne løfte et bryn over den slags håndører.

Det skal man i hvert fald tro, hvis man læser beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens forsøg på at forsvare Lars Løkke ved at hævde at man er ude på at foretage et karaktermord på ham. Selv hvis det skulle passe at nogen til at begynde med havde gang i et karaktermord, så er det i dag en umulighed, da Lars Løkke Rasmussens karakter for tiden er ved at komme ministerens fjender i forkøbet ved at begå selvmord.

I sin kritik af mediernes behandling af finansministeren nævner Claus Hjorth at rygterne om Foghs snarlige afrejse til de fjerne himmelstrøg i Bruxelles har skabt "en særlig interesse i lige at få kniven i Lars Løkke". Det har beskæftigelsesministeren egentlig helt ret i. Hvis Lars Løkke ikke havde været kandidat til andet end tredjesuppleant i bestyrelsen for Øvelse-Bøvelse Idrætsforening, havde sagen ikke været videre relevant, men når han efter alt at dømme står til at skulle afløse Fogh som statsminister er det da i høj grad væsentligt at studere Venstre-kronprinsens evner til at lede en forvaltning.

Det med leder-evnerne står det sløjt til med. Når Lars Løkke ikke en gang er i stand til at skrive på en taxabon hvorfra, hvortil og hvorfor han er kørt med taxa, kan man næppe betro ham regeringsansvaret. Efterhånden får man mere og mere et indtryk af en minister med rod i bilagene, et alt for liberalt forhold til brug af offentlige midler og et anstrengt forhold til konceptet "dit og mit". Det må man da håbe - alternativet til at Løkke har været inkompetent og sjusket er at han med fuldt forsæt har ladet skatteborgerne betale for de udgifter han selv eller partiet Venstre burde have afholdt. Så er det trods alt bedre at være et udueligt rodehoved.

At Venstre nu forsøger at opfinde en dolkestødsmyte, der skal miskreditere Løkkes kritikere ændrer ikke på sagens realitet, nemlig det at Lars Løkke Rasmussen, nuværende finansminister og sandsynligvis kommende statsminister, har brugt penge han ikke måtte bruge. Dem, der fører kniven mod Løkke er ikke dem, der prøver at finde hoved og hale i hans uortodokse bogføringsmetoder, men derimod Løkke selv, der ikke har kunnet magte at have adgang til offentlige kasser.

Lars Løkke har heller ikke håndteret sagen videre smukt. Da de første besynderlige bilag for sprit og smøger begyndte at dukke op, kunne han med en vis ret selvsikkert slå det hen med at det var var et par enkelte småfejl, der var sket for lang tid siden. Det går imidlertid ikke længere - Løkke har for længst overskredet den tilladelige fejlmargin, og har været nødt til at opfinde andre undskyldninger, såsom hans lodrette løgn om at amtsrådet havde godkendt hans casino-bilag, eller hans seneste forklaring om at statsforvaltningen skam har undersøgt sagen og konkluderet at der ikke er grundlag for at rejse en tilsynssag, hvilket er en påstand der meget pænt kan kaldes en grov fordrejning af sandheden. Er man mindre høflig kan man kalde Løkkes forklaring for et forsøg på at lyve for befolkningen. Det er rigtigt nok at statsforvaltningen ikke ville rejse en tilsynssag mod Løkke, men grunden hertil var ikke at Løkke var ren som nyfalden sne, men derimod at statsforvaltningen ganske enkelt ikke havde den fornødne retlige kompetence til at føre tilsynssager mod de nu nedlagte amter. Efter historien om Lars Løkkes taxaboner nu er kommet frem har han ganske enkelt opgivet at forklare en stadigt mere undrende befolkning hvad der foregår, og er i stedet gået i flyverskjul.

Selv på højrefløjen, der ellers har en klar interesse i at stå sammen i en sag som denne, er der nu begyndt at rejse sig kritiske røster. Dansk Folkeparti vil ikke give indtryk af at de forsvarer Løkke, og vil have sagen om taxabonerne undersøgt. Selv i partiet Venstres rækker er Lars Løkkes misbrug af offentlige midler efterhånden blevet så pinlig at Løkkes efterfølger som amtsborgmester Jørgen Christensen nu opfordrer Løkke til at lade et uafhængigt revisionsfirma gennemgå taxabonerne. Der er dog ingen umiddelbar trussel mod Løkkes karriere, idet Fogh indtil videre stadig bakker op om sin politiske arving. Man kan dog ikke undgå at få den mistanke at Fogh for tiden ønsker Løkke og hans økonomiske rod hen hvor peberet gror. Hvis Løkke overtager posten som Venstre-formand fra Fogh, og skal være hovedperson i en valgkamp, vil et rygte for sjusk og lemfældig omgang med skattekronerne næppe trække de store vælgerskarer til partiet.

Foto: Wikimedia.

Kommentarer

  1. Kjeld Madsen
    20. May 2008 18:13
    1

    Når man betænker, hvad der i sin tid overgik den måske bedste kvindelige statsminister, som Danmark af netop dén grund aldrig fik, Ritt Bjerregaard, efter hendes famøse parisertur, hvor hun bare gjorde, hvad de internationale kolleger, som hun i embeds medfør var til møde med gjorde, er det mere end ufatteligt, at Lars Løkke ikke endnu er blevet fyret.

Hjernevasken er flyttet

Hjernevasken er flyttet til

hjernevasken.iblogger.org

Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj

Kalender

« May 2018 »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031 

Søg i Hjernevasken


Tags

Arkiv