Valget er tabt, uanset at Helle Thorning-Schmidt vandt debatterne og uanset at SF blev fordoblet. Der er brug for selvransagelse og taktiske overvejelser i centrum-venstre hvis vi skal have en ny politik.

Et dårligt valg

Valgresultatet var utilfredsstillende for centrum-venstre. Vi fik ikke regeringsmagten, og vi fik end ikke en splittet og ustabil Fogh-regering støttet af både Naser Khader og Pia Kjærsgaard.

Lige nu ser det sort ud, men der er håb for fremtiden. VCO-blokken kan væltes, men det kræver et hårdt arbejde.

Anders Fogh har haft held til at fremstille sig selv som velfærdsstatens bevarer og beskytter - det er naturligvis det argeste vås, men befolkningen tror på det, og vi må på venstrefløjen handle ud fra denne virkelighed. Socialdemokraterne og de øvrige centrum-venstre-partier kørte i valgkampen meget på at skaffe mere velfærd, men det samme gjorde Fogh, og Venstre og de Koservative har langt bedre økonomiske muligheder for at kommunikere, da de er i lommen på en lang række private virksomheder.

Alternativer vinder

Centrum-venstre er nødt til at udvikle et klart alternativ til Fogh. Det er ikke længere nok at ville være kustoder for velfærdsstaten - man skal klart vise hvordan man vil udvikle og reformere velfærden, så den svarer til virkeligheden i en globaliseret verden, hvor nyliberalismen hærger.

Det nytter at opstille alternativer til den siddende regering. Det var blandt andet således at man i Norge fik en regering bestående af Arbeiterpartiet, Socialistisk Venstreparti og Bondepartiet, ved at vise et sammenhold om en politisk linie, der skilte sig klart ud fra den siddende regerings.

Viljen til at reformere velfærden har indtil nu ligget hos højrefløjen, men der er intet til hinder for at venstrefløjen også giver sit bud på reformer. Der skal være tale om en reform, der ikke bare har som sigte at øge "konkurrenceevnen" ved at kannibalisere på velfærden, men derimod en reform, der gør den skandinaviske samfundsmodel modstandsdygtig overfor internationalt nyliberalistisk pres.

En del af denne reform bør være en skattereform. Socialdemokraterne, de Radikale og SF bør sætte sig ned og udfærdige et samlet skatteudspil, der flytter beskatning fra arbejde og over på forbrug, bolig og grønne afgifter. Det må kunne lade sig gøre at lave en sådan skattereform uden den kommer til at ramme socialt skævt. For eksempel kan man indføre progressiv ejendomsbeskatning, således at skattesatsen stiger, jo dyrere huset er. Ligeledes akn de negative sociale konsekvenser på grønne afgifter afhjælpes ved at der gives et fradrag svarende til et normalt fornuftigt forbrug, enten i den almindelige skattepligtige indkomst, eller i selve forbruget, således at det kun er frådseriet der rammes af de højere afgifter.

Socialdemokratisk opposition

Socialdemokratiet står efter valget i en svær position. De er gået til valg på at Fogh fører blokpolitik, og det har været et af deres stærkeste aktiver overfor vælgerne, at de har været villige til at samarbejde bredt. Det forsøger Fogh nu at demontere ved at ville hive Socialdemokraterne ind i en række forlig. Her må Socialdemokraterne have is i maven, og stille så høje krav at det bliver umuligt for Fogh at indgå forlig. Derpå skal man mediemæssigt sørge for at det bliver Fogh, der kommer til at stå tilbage som den usamarbejdsvillige, der ikke ville gå med til Socialdemokraternes rimelige og beskedne krav.

Socialdemokraterne skal i det hele taget til at lære at være et oppositionsparti. Samarbejde med VC-regeringen skal ikke være noget man går efter, men derimod noget man prøver at styre uden om. I stedet skal de fremlægge grundigt gennemtænkte udspil, der viser at der er tale om et parti, der har store ambitioner på velfærdens vegne.

En af de helt store udfordringer for Socialdemokratiet bliver at hente vælgere hjem fra Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard har solgt sit ækle parti på at være de svages beskytter, og på at spille på et primitivt fremmedhad. Falskheden i DF's velfærdsprofil skal udstilles. Oppositionens rolle skal blive at foreslå ting, der rammer lige ned i DF's afdeling for bløde værdier. Der skal stilles forslag om bedre forhold for de ældre, bedre dyrevelfærd etc. - der skal være tale om forslag, der er typisk DF-politik, men som DF - af hensyn til V og C - ikke vil kunne stemme for. Vælgerne skal se at DF's vilje til at forbedre velfærden ikke rækker ud over det glittede papir, deres valgløfter er trykt på.

Klarere udlændingepolitik

Udlændingespørgsmålet fastholder mange vælgere hos DF. Der er tale om en reel frygt for det fremmede, uanset at frygten er ubegrundet. Centrum-venstre skal blive bedre på udlændinge- og integrationsområdet. Det skal vises at man sagtens kan have en menneskelig udlændingepolitik, uden at give køb på "danske værdier". Derfor bør man være langt tydeligere og skarpere i sin kritik af tilbagestående skikke i indvandrer-miljøer. Ting som tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse og religiøs fundamentalisme forekommer vitterligt i nogle indvandrer-miljøer, og en kritik af dette burde ligge lige til højrebenet for venstrefløjen, der har en lang tradition for ligestilling mellem kønnene og sekularisme. Man skal ikke være bange for at virke racistisk ved at kritisere dette - tværtimod bør man afvise den ortodokse islamisme med samme intensitet som man bør afvise DF's nationale paranoia og fremmedhad. I begge tilfælde er der tale om ideologier, der ikke bør modtage nogen sympati på venstrefløjen. Det skal ved valgperiodens udløb stå lysende klart for vælgerne at en ny regering ikke er en flok lalleglade halal-hippier, der bare vil åbne grænserne, men derimod at regeringsalternativet er beredt på at føre en pragmatisk og human udlændingepolitik, uden på nogen måde at give efter for formørkede islamister.

Og så skal Enhedslisten lade være med at kvaje sig ved at opstille en Asmaa en gang til.

Gejsten skal fastholdes

SF fik et rigtigt godt valg, og dermed en platform for at køre en stærk oppositionsprofil. SF er rigtigt gode til at være i opposition, og i modsætning til de andre centrum-venstre-partier kørte SF en god valgkamp, hvor der blev satset benhårdt på at få kommunikeret nogle få, klare punkter ud til vælgerne, og det virkede. De andre oppositionspartier bør tage ved lære af dette. Man behøver ikke at bruge for meget krudt på at fortælle hvorfor VCO er frygteligt. I stedet skal man fortælle hvordan man selv vil gøre det meget bedre. Det positive budskab, der peger på et åbenlyst problem og anviser en holdbar løsning, er det der virker.

SF bør fortsætte den nuværene kurs, og fastholde sit image som et friskt ungt parti, ved at lade nogle af de meget kompetente nyvalgte folketingsmedlemmer komme helt frem i partiet og i medierne. Der skal satses på at være et politisk idélaboratorium, hvor man - ligesom man i sin tid var på miljø-området - er de første til at formulere de politiske tiltag, som andre partier vil gennemføre 15 år senere. Netop derfor er det vigtigt at SF komemr til at spille en central rolle, når oppositionen skal udarbejde et alternativ til VCO.

SF oplevende op til og under valgkampen en stærk medlemstilstrømning, og der var en god kampgejst blandt partiets medlememr og vælgere. Partiets medlemstal er fordoblet, og SFU er i dag landets største ungdomspolitiske organisation. Det gælder om at fastholde disse medlemmer, og få dem aktiveret i kampen mod VCO. Man skal fra SF's side sørge for at der er et bredt tilbud af aktiviteter, lige fra rene sociale hygge-arrangementer til dybdegående politiske kurser og debatfora. Ligeledes gælder det om at give de nye medlemmer indflydelse i partiet.

Det kan gøres langt bedre

Enhedslisten kørte en ufatteligt dårlig valgkampagne. De begyndte med at opstille den stærkt troende og politisk uerfarne Asmaa Abdol Hamid, og skræmte dermed et stort segment af sekulære vælgere væk. Man kan kun håbe at lussingen ved valget har lært Enhedslisten aldrig nogensinde at gøre noget sådant igen. Enhedslistens øvrige valgkampagne bestod for det meste i at klistre plakater på el-bokse rundt omkring i gadebilledet. Det eneste klare budskab de fik igennem var modstanden mod USA's terror-krig og den danske støtte hertil. Problemet er bare at folk udemærket ved hvor Enhedslisten står på dette område. I stedet burde Enhedslisten have satset på andre områder, og turdet at formulere nogle klarere visioner for fremtiden.

De Radikales valgkampagne var heller ikke for meget bevendt. Det eneste man rigtigt husker dem for er at de støttede Helle Thorning-Schmidt og at de gav sig på spørgsmålet om 24-årsreglen. Samtidig blødte de mange vælgere til Ny Alliance. De Radikale bør i stedet satse på en mere selvstændig profil, hvor der fokuseres på traditionelle Radikale mærkesager. Det er helt naturligt at de Radikale vil pege på en socialdemokratisk statsminister, for de vil ikke få kunne gennemført ret mange af deres mærkesager hos VCO. Men derfor behøver de jo ikke at skulle virke som det rene halehæng til Socialdemokraterne.

Bevar fokus

For alle i centrum-venstre, såvel partier som enkeltpersoner, gælder det endvidere om at rette skytset i den rigtige retning. Man bør fokusere på det væsentlige og gå efter højrefløjen, og ikke andre grupperinger i centrum-venstre. Selvom man som SF'er måske kan synes at visse dele af den socialdemokratiske politik er fjollet, skal man ikke bruge kræfterne på at kritisere dette. Man skal i stedet bruge kræfterne på at kritisere højrefløjen, der nærmest med statsgaranti har end endnu mere fjollet politik. Det er stort set spild af kræfter at flytte et mandat fra Socialdemokratiet til SF - resultatet vil i sidste ende blive det samme. Det handler om at flytte mandater fra højrefløjen til centrum-venstre.

Genvind debatten

Også som almindelige borgere kan vi gøre noget for at slippe af med VCO og få en ny politik. Det handler om at få overtaget i debatten. Den offentlige debat er i de seneste år blevet mere og mere borgerlig, både på internettet og i avisernes debatspalter. Der er alt for mange lovprisninger af neo-liberalistisk økonomi og alt for meget fremmedfjendsk paranoia. Meget kan vindes, hvis man fører diskussionerne over på venstrefløjens banehalvdel. Man skal begynde at diskutere velfærd og miljø, og man skal gøre det fra et venstrefløjssynspunkt. Hvis den offentlige debat bevæger sig ind mod venstrefløjen, vil man ved næste valgkamp på forhånd have en medvind, der kan bruges i kampen mod VCO.

Derfor skal der til slut lyde et kampråb: Skriv et læserbrev, opret en blog, deltag i diskussioner på nettet. Ethvert bidrag tæller, og er med til at flytte den offentlige mening i retning af venstrefløjen. At flytte en grundlæggende højredrejet debat kan virke svært, men hvis vi er nok der medvirker, er det en kamp, der kan vindes.

Foto: Soman.