Nu er 2007 næsten slut, og det er en god lejlighed til at se tilbage på nogle af de emner, der har fyldt året. Derfor bringer Hjernevasken her en oversigt over et par af de historier, der har været omtalt i denne blogs spalter.

Tørstegt valgflæsk

Folketingsvalget i 2007 var kedeligt. Anders Fogh kørte på rutinen: han havde sørget for at skabe positiv spin vedrørende Irak, asylbørn, miljø og andre dumme sager, der gjorde ham upopulær. Og det virkede også - folk glemte alt om at Fogh fik løjet os ind i en Irak-krig, at børnene i asylcentrene var blevet psykisk syge af VCO-blokkens nationalparanoide asylpolitik og at miljøet var gennem adskillige år var blevet slagtet på de fri markedskræfters alter.

Valgkampen var kedelig og uden det store politiske indhold. Statsministeren viste sig som en kylling, idet han ikke turde mødes til flere debatter med sine modstandere end højest nødvendigt. I stedet rejste han land og rige tyndt for at lade sig fotografere.

Enhedslistens valgkamp var umådeligt dårlig. På grund af opstillingen af Asmaa Abdol Hamid, kunne medierne ikke nævne Enhedslisten i andre sammenhænge end dem vedrørende tørklæder, og Asmaas holdninger til dødsstraf og homoseksualitet. Det var en stjernedum beslutning af Enhedslisten at opstille en politisk uprøvet person som Asmaa, og det var da også kun med hiv og sving at partiet klarede spærregrænsen. Man kan håbe at det har givet dem en lærestreg, således at de for fremtiden tænker sig mere om.

Venstrefløjen gik dog heldigvis frem ved valget, idet SF fordoblede sit mandattal. Selvom man med rette kan kritisere SF for at have fokuseret lidt for meget på Villy Søvndal og hans person, står det klart at SF har en politik, der appellerer til et bredt udsnit af danskerne. Det lykkedes ganske vist ikke SF at nå det - noget højt satte mål - at komme i regering, men det står klart at SF har en politik, som trækker mange vælgere fra Socialdemokratiet, måske fordi SF ikke for enhver pris vil adoptere højrefløjens politik ved at "arbejde Fogh ud af statsministeriet". Der vardog tilfælde, hvor SF gik på kompromis, for eksempel da partiet accepterede at boligskatterne ikke skulle sige under en S-SF-R-regering. Det er dog næppe noget dybfølt politisk holdningsskifte, men snarere en konstatering af at de realpolitiske forhold gør det umuligt at ændre på dem.

Socialdemokratiet fik sit dårligste valg siden 1906, og det burde således være tid til selvransagelse i det gamle arbejderparti. Det hører man dog ikke meget til. I stedet erklærede mange at valget var en slags sejr for Helle Thorning-Schmidt, da hun havde vist sig som en "stærk leder". Imidlertid er det jo ikke nok at være en "stærk leder", man skal også have et sammenhængende politisk alternativ, der appellerer bredt i befolkningen. Det mangler Socialdemokraterne, der efterhånden er blevet bange for deres egen skygge, og ikke tør være rigtige socialdemokrater længere. Man må håbe at den lange tid i opposition gør Socialdemokraterne skarpere, så de ikke lyder som Venstre + arbejdersangbogen.

Fogh vandt valget, men sejren var kneben: et flertal, der med tilsætning af en færing og Pia Christmas-Møller lige sniger sig op på 90 mandater er ikke nogen overbevisende sejr. Ganske vist fik Ny Alliance fem mandater, men det er tydeligt at et flertal rent faktisk ønsker noget andet en Fogh. Efter valget har VC forsøgt at lancere en slags "Fogh 2.0", der kan lave forlig med andre end Dansk Folkeparti, gerne vil snakke om at gøre noget ved den globale opvarmning og som har nogle lidt mindre vanvittige holdninger på integrations-området. 2008 vil vise om han magter at overbevise nogen - såvel på Christiansborg som uden for - om at den nye stil er andet end en ny mediestrategi.

Et stort politisk emne var de offentligt ansattes løn. Et alternativt AOF-flertal tegnede sig for at give de lavest lønnede offentligt ansatte en større lønstigning end de ellers ville have fået. Desværre blev det ikke til noget, da regeringen fik lokket Socialdemokratiet med til at give de offentligt ansatte et par småskillinger, der slet ikke står mål med det, de har regnet med.

De offentligt ansatte vil ikke acceptere så lille en stigning. Derfor bliver de kommende overenskomstforhandlinger nogle af de hårdeste længe. Måske bliver det ligefrem til en konflikt. Man må håbe at kampen for bedre løn i den offentlige sektor, vil kunne udgøre en base for en bred modstand mod VCO.

Ny Alliances storhed og fald

I de første dage af maj sprang bomben: Naser Khader ville ikke længere være radikal, men være kalif i stedet for kaliffen i sit eget parti. Nogen politik havde han ikke rigtigt, men hans håndgangne mand Anders Samuelsen kunne da fortælle at partiet ville have sat skatten ned.

Der var tale om et rigtigt "midterparti" og ifølge Ny Alliance lå midten i dansk skattepolitik tilsyneladende et sted til højre for Cepos - Alliancens skatteforslag viste sig nemlig at ville være et endnu værre spild af penge end den ovennævnte ultra-liberalistiske propaganda-organisation. Det med skatten var tilsyneladende ikke gået helt op for Khader, for på et vælgermøde kunne han ikke svare på hvad partiets forslag om 40 % flad skat ville betyde for en person, der tjener 20.000 kr. om måneden.

Denne pinlige episode var ikke den eneste. Lars Kolind modererede således alliancens skattepolitik, således at der kun skulle være urealistisk lav skat på Fyn. Der var flere uheldige episoder - som for eksempel den gang et par af partiets folketingskandidater erklærede at de ville betragte det politiske arbejde som et slags bijob, og kun møde op i Folketinget, hvis deres rigtige arbejde tillod det. Det stod efterhånden klart for enhver at der var tale om det rene cirkus - et sammenrend af kendisser, skuffede politiske ambitioner og liberalistiske fantaster, der ikke udgjorde noget seriøst politisk alternativ. Således formåede Ny Alliance at sætte de ekstremt gode meningsmålinger fra foråret over styr, og måtte tage til takke med sølle fem mandater ved valget. Jørgen Poulsen formåede at slå det sidste søm i ligkisten ved sin amatøragtige håndtering af konflikten med Røde Kors angående hans gyldne håndtryk. De sidste meningsmålinger placerer i dag Khaders politiske ekperiment under spærregrænsen.

I røg og damp

I år 2007 vandt moralisterne en sejr over de af os, der holder af at styre vore egne forhold, uden en bedrevidende Big Mothers løftede pegefinger. Anti-rygerloven trådte i kraft, og forviste rygerne fra en stor del af landets restaurationer.

Et flertal af befolkningen mener tilsyneladende at statsmagten skal gå ind og forbyde voksne mennesker at foretage sig fuldt lovlige aktiviteter i deres egne lokaler. I stedet for at lade de frie markedskræfter gøre en af de få ting de er gode til, nemlig at skabe det udbud af varer og tjenesteydelser - i dette tilfælde restaurationsbesøg - som forbrugerne ønsker, og i stedet for at lade folk ude på arbejdspladserne selv finde ud af, hvad der er en fornuftig ordning for dem, har man besluttet at gennemtrumfe et flertals ønsker på bekostning af et mindretal, selvom der sagtens kunne være plads til alle med lidt smidighed.

Begrundelsen for rygeforbudet var hensynet til de ansatte. De stakkels ansatte, der jo ikke havde mulighed for forudse at der nok ville følge tobaksrøg med jobbet på et værtshus. Men den virkelige begrundelse skinnede tydeligt igennem. Der var tale om at fortalerne for forbudet ganske enkelt helst ville gå i byen steder hvor der ikke blev røget. Den virkelige begrundelse for forbudet var således en bestemt gruppes ønsker til restaurationernes forretningskoncept, og det er fuldstændigt uholdbart at bruge dette som en begrundelse for forbud. Hvis vi skulle anerkende dette som et gyldigt princip, ville folk der ikke bryder sig om technomusik eller kogt kål, med lige så stor ret kunne kræve et forbud mod disse ting, som anti-rygerne kunne kræve forbud mod tobak.

Men vanvidet og den utidige indblanding standser ikke ved den ulykkelige anti-rygerlov. Det er naivt at tro at Kræftens Bekæmpelse og de andre store lobbyister vil lukke propaganda-afdelingerne ned, bare fordi man ikke længere må få sig en smøg til sin øl på et værtshus. Nu har Fanden fået lillefingeren, og han gør sig klar til også at få armen med.

Således har en kvinde i Sverige fået forbud mod at ryge i sin egen have. Herhjemme er anti-rygerne allerede begyndt at tænke på hvordan man kan få forbudt rygning flere steder. Således er de gået i gang med at hyle op i medierne om hvor synd det er for folk, der bor i samme opgang som rygere. Hysteriet vil ingen ende tage, og det har for længe siden mistet enhver rimelighed.

Varm luft

Et af årets helt store emner var klima-politikken. I årtier har vi vidst at den menneskeskabte udledning af CO₂ ødelægger vores klima, og på sigt er den alvorligste trussel vi står over for.

Man er begyndt at tale om klimaforandringerne, og det er et positivt skridt fremad. Men det går stadig meget trægt med handlingen. Herhjemme har regeringen - i hvert fald i retorikken - foretaget en ko-vending, og går nu ind for at gøre noget ved klimaproblematikken. Vi har fået en klimaminister og skal afholde et klimatopmøde og statsministeren lod sig under valgkampen fotografere ved siden af en vindmølle. Desværre bliver der ikke handlet lige så meget som der bliver snakket. Således blev 2007 det første år siden 1978, hvor mængden af vindenergi faldt. Danmark er velegnet til vindenergi, og vi har al den know-how, der skal til for at lave de bedste vindmølle-løsninger, men på grund af regeringens forsømmelser går det nu tilbage med vindkraften i Danmark.

Der mangler også vilje til at begrænse trafikmængden, og dermed mængden af CO₂. Under VC-regeringen er den kollektive trafik blevet både dyrere og dårligere. En ambitiøs klimapolitik burde indeholde tiltag til at begrænse trafikmængden, herunder bompenge i de større byer, bilfri bykerner og langt bedre og billigere kollektiv transport. Desværre er privatbilismen en hellig ko for det borgerlige Danmark, så heller ikke på dette område bliver der gjort noget.

Den danske regerings forsyndelser i klima-spørgsmålet er dog de rene drengestreger ved siden af USA og Kinas effektive sabotage af klimatopmødet på Bali. Den amerikanske regerings venner i olie- og bilindustrien fik deres vilje, således at Bali-aftalen ikke indeholder nogen reelle mål - kun varm luft. Det er sikkert godt for økonomien på kort sigt, men på længere sigt er det en katastrofe for os alle.

Vi må håbe at folk i 2008 indser klimapolitikkens vigtighed og får politikerne til at vågne op til dåd.

Fundamentalisterne kommer!

Igen i år blev en gammel traver trukket frem i den offentlige debat, nemlig frygten for muslimerne. Den evindelige tørklædediskussion, der altid udemærker sig ved at være påfaldende følelsesladet og påfaldende tømt for fornuft, blussede op igen, denne gang ansporet af Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol Hamid. Dansk Folkeparti var straks på banen og ville forbyde hovedtørklæder i folketinget, og pastor Krarup kunne belære de undrende danskere om at tørklædet skam var et totalitært symbol på linie med hagekorset - intet mindre.

Denne latterlige diskussion om et stykke stof må holde op. Hvad andre mennesker vælger at gå i kan man skrive om i modebladene - det hører ingen steder hjemme i den politiske diskussion, og valg af påklædning er og bliver i sidste ende et personligt valg.

Frygten for "de fremmede" kom også til udtryk i sagen om de afviste asylansøgere: mennesker, der har siddet fast i asylcentrene i årevis fordi de ikke kan sendes hjem, hvilket betyder at de får svære psykiske problemer. Et meget fornuftigt forslag om at give dem midlertidige arbejdstilladelser, så de kunne forsørge sig selv og deres børn, samtidig med at danske virksomheder kunne få lidt hårdt tiltrængt arbejdskraft, blev skudt ned. Ifølge regeringspartierne ville det nemlig føre til "fri indvandring", hvilket naturligvis er det argeste sludder, eftersom der er tale om midlertidige arbejdstilladelser. Endnu en gang vandt frygten for de fremmede hedningehorder over almindelige menneskelige hensyn.

Det var et par af de emner, er optog sindene i 2007. Vi ses forhåbentligt igen i det nye år.

Godt nytår!