Valget i går endte skidt. I tre år endnu hænger vi på Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, og må leve med en mangelfuld klimaindsats, nedslidt og bureaukratiseret velfærd og en uanstændig flygtningepolitik.

Valgkampen var en kamp op ad bakke for oppositionen. De borgerlige partier har overtaget oppositionens retorik, og for det utrænede øre lyder Anders Fogh rent faktisk som en socialdemokrat. Det har således været svært for Helle Thorning-Schmidt at distancere sig fra Anders Fogh. Hvis man sammenkobler dette med at Venstre og de Konservative er i lommen på det private erhvervsliv, og dermed har helt andre muligheder for at føre kampagne og købe annonceplads, er det tydeligt at det har været svært for Socialdemokraterne at fremlægge deres budskab.

Der var dog lyspunkter i valget. SF havde et historisk godt valg, takket være en præcis og veltilrettelagt kampagne, der ramte direkte ned i de problemer, der optager befolkningen. Villy Søvndals personlige egenskaber som kommunikator i medierne har også været medvirkende til at SF for første gang siden 1987 har opnået fremgang ved et valg, og samtidig har fået sit mandattal mere end fordoblet.

Valgkampen har også styrket SF's organisation betragteligt. Under kampagnen er der strømmet til med nye medlemmer, og SFU er landets største politiske ungdomsorganisation. SF er således bedre rustet end nogen sinde til at gøre Helvede hedt for VC-regeringen.

Under valgkampen er der desuden trådt en samlet opposition frem. Tidligere tiders uenigheder er blevet afløst af vilje til at indgå kompromiser, og i dag er det højrefløjen der er splittet: Dansk Folkeparti og Ny Alliance er uenige om stort set alt, Dansk Folkeparti og de Konservative kan ikke udstå hinanden, og midt i det hele står Anders Fogh Rasmussen som en træt gammel mand og skal holde styr på trådene.

Valget var ingen sejr for Venstre, selvom de fik lov at beholde statsministeriet i denne omgang. Siden Anders Fogh kom til magten i 2001 er partiet Venstre gået tilbage ved hvert eneste valg, og ved dette valg fik Anders Fogh Rasmussen over 3.000 færre personlige stemmer end ved sidste valg.

Der er stadig grund til optimisme. Valgresultatet skal ikke ses som et nederlag til Fogh og Pia, men som en begyndelse på kampen for en ny politik.

Det er nu valget skal afgøres. Efter tre ugers intens valgkamp tegner der sig et klart og holdbart alternativ til V, K, O og Y's politiske lotteri.

Hvis man stemmer på højrefløjen aner man ikke hvad man får. Anders Fogh skal, hvis han bliver genvalgt, prøve at danne regering på baggrund af både Dansk Folkeparti og Ny Alliance - skattelettelser til de rige kombineret med lummer nationalisme. Det er ikke holdbart.

En Fogh-regering skal, hvis den skal opfylde sine valgløfter, være det direkte modsatte af hvad den hidtil har været. Man har tidligere kaldt Fogh for teflon-manden fordi al kritik er prellet af på ham, men Foghs overfladebehandling er mere omfattende end som så. Nu går han pludselig ind for afbureaukratisering af den offentlige sektor, selvom det er hans regering, der har indført bureaukratiet. Han fremstiller sig selv som klima-forkæmper, selvom det er hans egen regering, der er skyld i at der for første gang siden 1978 produceres mindre vindenergi end året før. Han lover bedre velfærd og bedre sundhed, selvom det er hans egen regering, der har slidt den offentlige sektor ned. Han lover at afskaffe minuttyranniet i ældreplejen, selvom han i de seks år han har været statsminister kun har forøget det. Hvor troværdigt er det?

Det kan godt være at Fogh har set lyset, og har omvendt sig på alle disse centrale politik-områder. Et menneske skal jo have lov til at erkende sine tidligere fejltagelser, og gøre skaden god igen. Det er dog meget usandsynligt at det er det, der er tilfældet med Fogh. Det mest sandsynlige er at der bare er tale om valgflæsk, der skal narre vælgerne til at give ham en ekstra periode.

Som alternativ til Fogh har vi en samlet opposition, der er klar til at rette op på de sidste seks års forsømmelser. Oppositionspartierne har fremlagt sammenhængende og fuldt financierede planer for hvordan vi får Danmark på ret køl igen. En kommende S-SF-R-regering vil betyde

Valget er klart - den bedste fremtid ligger hos liste F, A, Ø og B.

Husk at stemme, valgstederne lukker kl. 20.

Mange har den opfattelse at den så højt besungne, men sjældent praktiserede, borgerlige anstændighed skal findes hos Kristendemokraterne, det lille parti der blev dannet i protest mod pornografi og abort.

Selvom der ikke er noget der tyder på at Bodil Kornbek og hendes parti kommer i folketinget kan stemmerne på Kristendemokraterne få betydning. Hvis ikke partiet kommer i folketinget vil de stemmer der er afgivet på dem være spildt, og de vælgere der stemte på Kristendemokraterne i håb om at få en ny regering præget af borgerlig anstændighed, vil have fået lige så meget indflydelse som sofavælgerne.

Man hører sjældent noget til dette parti, men der er en generel opfattelse af at der er tale om et parti med alle de "rigtige", bløde, familievenlige meninger. Det er også tilfældet på visse områder, men man bør endelig ikke glemme at Kristendemokraterne udspringer af den heldigvis minimale del af befolkningen, der mener at religion skal diktere politik.

Kristendemokraterne har flere godt skjulte holdninger, der udspringer af en fundamentalistisk tankegang, og som er dybt amoralske.

Tidligere på året annoncerede kristendemokraterne at de nu ikke var imod fri abort. Men på deres hjemmeside kan man læse i partiets principprogram at:

Provokeret abort er at tage det liv, fostret har ret til. Målet er derfor, at den frie abort afskaffes, så Danmark reelt lever op til FN´s menneskerettighedserklæring, artikel 3: Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed , idet dette princip også skal gælde det ufødte menneske.

en holdning og en argumentation som hører hjemme på den kristne højrefløj i USA, og ikke i det danske folketing.

Læser man videre vil man kunne erfare at Kristendemokraterne mener at et par hundrede celler uden nogen form for bevidsthed har mere ret til at leve end rigtige mennesker af kød og blod. Man kan læse at:

Det skal ligeledes forbydes at udnytte et foster kommercielt samt at foretage eksperimenter, der forudsætter destruktion af befrugtede æg.

hvilket betyder at Kristendemokraterne er modstandere af forskning i embryonale stamceller, der ellers er et af de mest lovende forskningsområder inden for behandling af en lang række sygdomme. Som begrundelse anføres noget kristeligt vrøvl om at "livet starter ved befrugtningen". Der er tale om en dybt amoralsk holdning. I stedet for at gennemføre forskning og behandling, der vil kunne redde tusinder fra sygdom, smerte og død vil Kristendemokraterne beskytte en klat celler, der har mulighed for at udvikle sig til et menneske. Et par celler i en petriskål skal altså ifølge kristendemokraterne have mere ret til at leve end en 10-årig pige med kræft.

Krsitendemokraterne ved hvordan andre mennesker skal leve deres liv. I principprogrammet kan man læse at

Kristendemokraterne anser ægteskabet for den rette og bedste samlivsform.

Hvis man således foretrækker at være single, leve i "papirløst samliv" eller leve sammen med en person af samme køn, praktiserer man således en forkert samlivsform. Denne usmagelige lyst til at blande sig i andre menneskers private forhold giver sig også udslag i ren og skær homofobi. Således står der i Kristendemokraternes principprogram at

Politiske, juridiske, sociale eller økonomiske foranstaltninger må ikke begunstige andre samlivsformer frem for ægteskabet eller ligestille dem med ægteskabet mellem mand og kvinde. Kristendemokraterne ønsker loven om registreret partnerskab ophævet.

Kristendemokraternes syn på religion er lige så chauvinistisk som deres syn på samliv og familier. Uden at anføre nogen begrundelse nævner Kristendemokraterne at de går ind for statskirken og er imod religionslighed. De vil altså have lov til at beholde den ubillige særstatus som den evangelisk-luheranske statskirke har tilranet sig. Kristendemokraternes venskab rækker også til andre kristne trossamfund, de skal ifølge principprogrammet "sikres gode vilkår for deres virksomhed". De ikke-kristne trossamfund skal blot tolereres. Samtidig skal statskirken fylde mere i folkeskolen ved at timetallet i kristendomskundskab, der næsten udelukkende består i oplysning om statskirken og al dens gerning og al dens væsen, skal øges - ikke nok med at statskirken skal have statens protektion og støtte, den skal også have endnu større mulighed for at belemre sagesløse skolebørn med dens trossætninger.

Kristendemokraternes tilslutning til ytringsfriheden er papirstynd. Hvis en ytring ikke passer ind i Kristendemokraternes utopi om det perfekte missionshus, skal den forbydes. Man kan således læse i principprogrammet at:

Pornografi og voldsforherligende materiale er nedvurderende og livsfjendsk. Derfor bør der indføres forbud mod udbredelse af sådant materiale.

At ponografi og "voldsforherligende materiale" sidestilles siger lidt om hvor langt ude af den fundamentalistiske tangent vi befinder os. Selv hvis der virkeligt var tale om "nedvurderende og livsfjendsk" materiale, hvilket ikke er tilfældet, ville det stadig ikke være grund til at forbyde det. Det er noget man gør i Iran. Kristendemokraternes principprogram er også nedvurderende overfor alle der ikke lever i lykkelige kristelige kernefamilier og livsfjendsk overfor dem, Bodil Kornbek vil nægte livsvigtig behandling med stamceller. Men derfor skal skidtet ikke forbydes. Hvis Kristendemokraternes medlemmer ikke bryder sig om porno- og actionfilm kan de jo bare lade være med at se dem, og lade os andre være i fred.

Jeg vil normalt ikke opfordre folk til at stemme på de Radikale, men hvis man vil stemme på et anstændigt, borgerligt midterparti for at få en ny regering og en ny politik, så bør man stemme på de Radikale, og ikke på Kristendemokraternes moralistiske fundamentalister.

For at opsummere, så kan man i Kristendemokraternes principprogram finde følgende:

Der er ikke tale om "borgerlig anstændighed", men om uanstændig fundamentalisme.

Højrefløjens tilhængere siger ofte at skatten vil stige og Danmark vil gå fallit, hvis venstrefløjen får magten. Denne pavlovske automatreaktion har imidlertid ikke særligt meget på sig. Nok vil der komme små skattestigninger - skattestigninger som åbent er meldt ud, og som er nødvendige for at rette op på den fælles velfærd. Men statsbankerot og brandbeskatning? Det er at tage munden for fuld.

Danskerne vil have en velfungerende offentlig sektor, og danskerne ved at den slags ikke er gratis. Borgerlige partier som Ny Alliance og de Konservative vil bruge pengene to gange - på den ene side vil de ødsle penge væk på skattelettelser til de rige, der mindst af alle har brug for flere penge, på den anden side lover de os at løse de helt åbenlyse problemer i den nedslidte og nedskæringsplagede offentlige sektor.

Der findes en anden vej end at skyde flere penge i privatforbrug. SF har opstillet en plan for hvordan pengene til de nødvendige investeringer skal findes. SF vil bruge 34,7 milliarder for at financiere investeringer i uddannelse, miljø og velfærd - ikke 68 milliarder som en fantasifuld løgnehistorie i Nyhedsavisen påstod. Det høje beløb var komme fordi Nyhedsavisen - ganske umotiveret - havde regnet ligeløn mellem offentligt og privat ansatte med. Det er ganske vist et ønske hos SF, men der er samtidig accept af at der ikke er det økonomiske råderum til at gennemføre dette, og derfor går SF ikke til valg på at gennemføre ligeløn mellem offentligt og privat ansatte. Planen for investeringer er fuldt financieret.

Det største beløb på 9,5 milliarder vil SF hente på ikke at gennemføre VKO-blokkens tåbelige skattelettelser. Danskerne har allerede fået masser af penge til privatforbrug, og de fleste vil gerne ofre de 140 kr. om måneden for at kunne få en ordentlig velfærd. Derudover vil SF hente yderligere 5,7 milliarder ind på øgede energiafgifter. Der er blandt andet tale om at indføre en afgift på flybrændstof samt at lade handels- og servicevirksomheder betale energiafgifter. Disse afgifter vil ikke alene financiere en ordentlig velfærd, men også skabe et incitament til energibesparelser go miljørigtig adfærd. Ved at annullere en sænkelse af selskabsskatten, så den igen kommer op på 29 % og ved at genindføre afgiften på dårligt arbejdsmiljø kan der hentes 3,9 milliarder. SF vil også indføre besparelser i det offentlige. Den skatteyderbetalte rollespilsforening Hjemmeværnet skal nedlægges, det offentlige skal spare på energien og der skal i større grad satses på brug af open source i de offentlige IT-systemer. Tilsammen kan der spares 3 milliarder. SF vil desuden fastholde det såkaldte PSO-bidrag på elforsyning - i stedet for som planlagt af regerignen at sænke prisen på el med 5 ør pr. kWh vil SF øremærke disse midler, der i alt beløber sig til 1,5 milliarder, til investeringer i miljø og klima. Endelig vil SF indføre en bedre skatteligning, så alle skatteydere - især de multinationale selskaber - kommer til at betale den skat de skal betale. Når der bliver flere skattefolk til at gennemskue erhvervslivets fantasifulde skattearrangementer vil man kunne hente 2,5 milliarder.

Derudover vil SF oprette en såkaldt investeringsfond. Midlerne til investeringsfonden skal komme fra det ekstraordinære overskud på statsfinanserne i årene 2002-2006. Der er tale om ekstraordinære indtægter, så de skal ikke anvendes på den løbende drift. SF vil lægge pengene i en investeringsfond på i alt 85 milliarder, der over de næste ti år skal financiere forbedringer i infrastrukturen og genopretningen af vedligeholdelsesefterslæbet på de offentlige bygninger. I gennemsnit vil der således blie brugt 8,5 milliarder af fonden hvert år.

SF's forslag er ikke kun fornuftige og nødvendige - de er også fuldt financierede. Skræmmekampagnerne om unfinancieret overforbrug er altså fuldstændigt grundløse. Der er i stedet tale om en åben og ærlig prioritering af den fælles velfærd fremfor de borgerliges skattelettelser.

Ny Alliance blev jo som bekendt dannet fordi der var nogle borgerlige politikere, der følte sig overset i deres egne partier, og så fordi man ville gøre op med blokpolitikken. Måden at gøre op med blokpolitikken var at man ikke ville pege på en statsministerkandidat, men kun på en kongelig undersøger, der så skulle gennem en dronningerunde for at få udpeget en regering.

Da valget så kom ville Ny Alliance kun pege på Anders Fogh som kongelig undersøger. Det er en helt naturlig følge af at Ny Alliance er et højreorienteret parti og at de ikke vil føre blokpolitik.

For at der skal gennemføres en dronningerunde - og for at Naser Khader skal kunne opfylde sit klokkeklare valgløfte - må Ny Alliance være parate til at kræve regeringens afgang. Ellers fortsætter Fogh bare. For et par dage siden lovede Naser Khader da også at gøre det nødvendige for at gennemføre en dronningerunde.

Nu løber Naser Khader imidlertid fra sit løfte om en dronningerunde. Det eneste han kræver for ikke at kræve en, er at Fogh giver Ny Alliance et par indrømmelser. De indrømmelser der bliver tale om vil sikkert være at Lars Kolind og de andre rige skal have skattelettelser.

Ny Alliance viser sig igen som et aldeles utroværdigt parti. Når ikke kandidaterne tager hovedet under armen og foreslår skattelettelser på Fyn, stanger de løfter ud, for kun at rende fra dem et par dage efter.

Naser Khaders politiske cirkus minder mere og mere om en Monty Python-sketch. Hvilken sketch det er er jeg lidt i tvivl om, men partiets klientel taget i betragtning kunne det jo passende være "Upper Class Twit of the Year".

Som det kunne forventes har Dansk Folkeparti og de Konservative lovet strengere straffe i deres valgkamp. Begrundelsen er - fra Dansk Folkepartis side - en plat påstand om at det er "voldsmændene der skal føle sig utrygge", mens de Konservative kører på den gamle traver om "retsfølelsen", og gør sig til talsmænd for de forurettede.

Umiddelbart kan strengere straffe lyde meget godt: den potentielle forbryder vil før den kriminelle handling begås foretage en rationel overvejelse, hvorefter risikoen for opdagelse og straffes størrelse sættes overfor gevinsten ved forbrydelsen. Hæver man strafniveauet vil der således være færre der overvejer at begå kriminalitet. Det lyder godt, men problemet er at kriminelle sjældent tænker rationelt. Måske ligger der en rationel kalkyle bag store skatteforbrydelser og andre former for "white collar crime", men voldsforbrydere, dem der er størst følelsespornografisk effekt i at ville straffe hårdere, tænker ikke rationelt. De handler impulsivt uden tanke for konsekvenserne.

Den viden vi har på området viser da også at straffens størrelse ingen synderlig virkning har. Vi taler om realistiske ændringer i straffens størrelse - naturligvis ville det forhindre kriminalitet, hvis man fik livstidsstraf for cykeltyveri, men der er intet der tyder på at vi får færre røverier af at give en røver fem års fængsel i stedet for fire. Professor i strafferet Vagn Greve har skrevet en artikel om spørgsmålet, og har på baggrund af en lang række undersøgelser om emnet konkluderet at det ikke kan bevises at selv meget kraftige strafskærpelser skulle føre til et fald i kriminaliteten. Noget tyder endda på at der er en risiko for at strengere straffe kan føre til mere kriminalitet.

Derudover kommer så at straf i sig selv er dyrt. Fængselsceller, pigtråd og fængselsbetjente koster penge, så når højrefløjen vil have strengere straffe foreslår de en stor udgift, der i bedste fald højst har en minimal positiv betydning. Vi ved at kriminalitet hænger sammen med sociale problemer og fattigdom, og man kan få en meget større kriminalpræventiv effekt for de samme penge ved at sætte ind overfor de sociale problemer, der ofte er kriminalitetens årsager.

De borgerliges retspolitik virker altså ikke. Hvis man vil sænke kriminaliteten og afværge dens skadevirkninger gælder det om at løse de kriminelles problemer både gennem en generel indsats mod sociale problemer, en målrettet hjælp til udsatte unge og ved at tilbyde dømte kriminelle behandling, så de lærer at håndtere konflikter uden vold. Ligeledes er det vigtigt at de forurettede får en ordentlig behandling af systemet, så de kan komme videre.

SF har foreslået at der skabes meget bedre muligheder for uddannelse og behandling i fængslerne, og vil derfor have ansat flere personalegrupper, blandt andet socialpædagoger. Erfaringer fra udlandet har vist at behandling rent faktisk virker.

Så hvis man vil gøre noget for ofrene ved at nedbringe mængden af kriminalitet nytter det ikke noget at stemme på et borgerligt parti, der ikke har fantasi til andet end at kaste en masse penge væk på virkningsløse strafskærpelser. Man bør i stedet stemme på et parti der vil satse på det der virker: forebyggelse og behandling.

SFU har lavet en lille plakat, der meget tydeligt forklarer hvorfor Ny Alliance går ind for skattelettelser til de rige.

Venstre og de Konservative er miljøpartier - Anders Fogh er sprunget ud som miljøforkæmper og de Konservative kalder sig ligefrem for "Danmarks grønne parti". VC-regeringens miljøpolitiske engagement ser så smukt ud når det står på fint glittet papir, eller når Anders Fogh tournerer landet rundt for at lade sig fotografere sammen med miljørigtige projekter.

Desværre må man formode at der ikke ligger noget ægte engagement i klimaet og miljøet bag. Da VC-regeringen trådte til begyndte de en nedslagtning af miljø- og klimaindsatsen: alternativ energi skulle klare sig på markedsvilkår, miljøministeriet blev beskåret kraftigt og Bjørn Lomborg fik sit eget institut, som han kunne bruge til at føre kampagne mod den nødvendige klimaindsats.

Det ville være ret usandsynligt at alle disse gode borgerlige grundprincipper om markedskræfter og negligering af miljø- og klimaproblemer pludselig skulle være forsvundet. Det er fuldstændigt utroværdigt, når den selv samme regering, der har ødelagt miljø- og klimaindsatsen i Danmark pludselig begynder at markedsføre sig selv som "grøn". Det er mere sandsynligt at Fogh & co. har set at klimapolitik er blevet et hot emne, og derefter er hoppet med på vognen for at høste popularitet. Det er svært at tro at der ligger virkelig vilje til at løse problemerne bag.

I årevis sjoflede regeringen sit ansvar. Der er en bred konsensus i det videnskabelige miljø om at klimaforandringerne for størstedelens vedkommende skyldes vores udledning af CO2, og at en stærk indsats er nødvendig for at afværge en global katastrofe. Hvis vi skal nedsætte vores forbrug af fossile brændstoffer er det nødvendigt med en fremsynet trafikpolitik og en massiv satsning på vedvarende energikilder.

Det står desværre sløjt til med den vedvarende energi i Danmark. De borgerliges ideologiske korstog mod alternativ energi har betydet at opsætningen af vindmøller er gået helt i stå. Nyhedsavisen kan således på baggrund af tal fra energistyrelsen berette at 2007 er det første år hvor den samlede kapacitet er faldet i forhold til året før, siden man begyndte at føre statistik over vindkraft i 1978. I år har danske vindmøller en kapacitet på 3.133 MW, der er lidt mindre end tallet for 2006, der var 3.135 MW.

Det er milevidt fra den indsats i alternativ energi vi har brug for, hvis vi skal rette op på klimaforandringerne og gøre os uafhængige af olieimport. Mens regeringen rejser rundt og lader sig fotografere, vil oppositionen gøre noget ved problemerne. SF har således foreslået at der bygges en ny havvindmøllepark hvert 2. år, ligesom det foreslås at grønne afgifter skal bruges til at belønne miljørigtig adfærd.

VC-regeringens trafikpolitik har også været klimafjendtlig. Under Fogh er den kollektive transport blevet dårligere og dårligere, og bilerne holder i længere og længere køer. Hvis vi skal løse de trafikale problemer og de miljøproblemer de afstedkommer er det nødvendigt at begrænse privatbilismen, således at der er færre biler på vejene. Det kan gøres ved at opkræve bompenge ved de større byer, forbedre den kollektive transport, og gøre det billigere at købe en miljørigtig bil end en benzinsluger. På nær en enkelt symbolsk nedsættelse af afgiften på miljørigtige biler har regeringen afvist at løse problemerne. Oppositionen går derimod til valg på at få rettet tingene op - for eksempel ved at udbygge jernbanen og nedsætte prisen på kollektiv transport.

Det var en glædelig nyhed, da Socialdemokratiet meddelte at de var rede til at opsige folkeskoleforliget med de borgerlige. På endnu et punkt er oppositionen således rykket sammen, og danner et klart alternativ til Fogh og Pia.

Når folkeskoleforliget skal genforhandles bliver der mulighed for at genenmføre initiativer der vil forbedre undervisningen, og vi får mulighed for at slippe af med elevplaner og nationale tests, der er rent bureaukrati og tidsspilde, der ikke forbedrer skolerne det mindste.

Elevplanerne blev markedsført som århundredets opfindelse, men det er ikke andet end papirnusseri - lærerne bruger masser af tid på at lave papirarbejde for at leve op til højrefløjens stigende kontrol-hysteri, og får mindre og mindre tid til at undervise eleverne.

Hvad angår de nationale tests, så er der som sådan intet i vejen med at afprøve elevernes færdigheder. Problemet er at prøverne er styret fra centralt hold. Det fører til at lærerne meget let kan blive fristede i at undervise eleverne i at bestå tests i stedet for at undervise i deres fag. En test kan være god nok, men det må være den enkelte lærer, der bedst ved hvornår og i hvilket omfang det er nødvendigt at lave tests.

Oppositionen har et klart alternativ til Fogh-regeringens meningsløse kontrol og bureaukrati. SF vil således have klassekvotienterne ned, så lærerne har tid til hvert enkelt barn, sørge for at der er midler til at have to lærere i hver klasse på de tre første klassetrin og afsætte midler til at hæve skolernes fysiske rammer, således at der er tidssvarende undervisningsmateriale, ordentlige toiletforhold og moderne faglokaler. Alt sammen forslag der vil give en bedre undervisning i folkeskolen, i modsætning til VKO-blokkens trøstesløse kontrol-mani.

Tilhører du det bedre borgerskab og går du og har lidt tid til overs i ny og næ, som du ikke ved hvad du skal bruge til, så er et folketingskandidatur for Ny Alliance måske noget for dig. Der kræves ingen tidligere politisk erfaring - de eneste krav er at du ikke er alt for venstreorienteret og at du kan deltage i den almindelige diskussion ved et pænere middagsselskab uden at forarge nogen. Skulle du gå hen og blive valgt ind, er der ingen mødepligt, så du skal ikke være bange for at du må opgive dit rigtige arbejde.

Ny Alliance præsenterer sig tilsyneladende som ovenfor overfor potentielle folketingskandidater. Det er kommet frem at milliardæren Lars Kolind og overlæge Niels Høiby egentlig ikke har det store engagement i det nye parti. Lars Kolind har afsløret at han vil overlade sit mandat til en suppleant "hvis det viser sig at være håbløst" og overlæge Niels Høiby har tænkt sig at køre folketingsarbejdet som en slags hobby-virksomhed, der må træde til side, hvis arbejdet som overlæge bliver for påtrængende.

Kan et parti virkeligt være tjent med potentielle folketingsmedlemmer, der ikke tager opgaven alvorligt, og kan vælgerne være tjent med at lade sig repræsentere af folk, der ikke en gang gider at møde op til det politiske arbejde? Nej, det kan de ikke.

Hvis man vil have politiske resultater er man nødt til at stemme på et rigtigt parti - ikke på nogle selvfede spidsborgeres hobby. Går man ind for Ny Alliances mærkesager om afskaffelse af blokpolitikken, en human flygtninge- og indvandrerpolitik og en ordentlig offentlig velfærd skal man stemme på et af de partier, der kan og vil levere varen: SF, de Radikale, Socialdemokratiet eller Enhedslisten.

Et af de største problemer det danske samfund kommer til at stå over for i den kommende valgperiode er manglen på arbejdskraft, særligt inden for den offentlige sektor, der notorisk er blevet udsultet af VCO-blokkens ansvarsløse politik.

Det mest fantasifulde de borgerlige partier kan finde på for at løse dette problem er at give skattelettelser, der angiveligt skulle få folk til at arbejde mere. Man hører også fra tid til anden et pip fra en borgerlig politiker om at det kunne være en god idé med øget indvandring, men den slags skyder Dansk Folkeparti ned med sin vanlige paranoide indstilling overfor alt hvad der ikke er dansk i syv slægtsled.

Hele idéen med at skattelettelser kan give en øget arbejdsstyrke kan være fornuftig nok - bare ikke i et samfund som det danske. Folk arbejder rigeligt i dag, de går ned med stress og har dårligt tid til at være sammen med deres familier. Det er disse arbejdstyngede danskere, som angiveligt skal få lyst til at arbejde endnu mere, når bare man bestikker dem med en skattelettelse. Ingen ved hvor de skal få tiden til alt det arbejde fra - men måske nogen på den borgerlige fløj har fundet ud af hvordan man giver døgnet 48 timer.

En del af løsningen er naturligvis at øge mængden af arbejdskraft, for eksempel gennem fratrædelsesordninger, så ældre medarbejdere kan trappe gradvist ud af arbejdsmarkedet, og dermed blive et par år endnu i arbejdsstyrken, og så en øget indvandring af kvalificeret arbejdskraft fra lande med arbejdsløshed.

Men noget af løsningen ligger også i at begrænse mængden af arbejde. Særligt i den offentlige sektor laves der masser af fuldstændigt ligegyldigt bureaukrati. Meget af dette bureaukrati er VCO-blokkens skyld. Som eksempel er de danske læger i tidsrummet 2002-2005 blevet tvunget til at bruge 957.365 timer på nye administrative opgaver, hvilket svarer til knapt 500 lægestillinger, der er forsvundet i VCO-blokkens evindelige kontrol- og dokumentationshysteri. 500 lægestillinger. Man kan sige sig selv at lægemanglen ikke er blevet midnre af dette.

Sådan ser virkeligheden ud mange steder i den offentlige sektor, hvor mere og mere bureukrati har gjort det sværere og sværere for de ansatte at få tid til at passe deres arbejde. Det fører til dårligere service, medarbejderne bliver stressede når de ikke har tid til at gøre arbejdet ordentligt, hvilket fører til mere stress, ringere arbejdsmiljø og flere sygemeldinger. Kontrolhysteriet og den politiske mistillid det er tegn på, gør sammen med den alt for lave løn i det offentlige, at jobs i det offentlige ikke er dem der trækker flest ansatte til.

Hvis man vil øge arbejdsstyrken så vi kan få en ordentlig offentlig velfærd og en sund økonomi nytter det ikke noget at skabe mere unødvendigt arbejde. Det er alt hvad de borgerlige har gjort for den offentlige sektor. Oppositionen går derimod til valg på at give bedre forhold og mindre bureaukrati. Det vil føre til langt flere timers reelt arbejde i den offentlige sektor end et par skaldede håndører i skattelettelse.

SF og de Radikale har meldt ud at de ikke vil stille en afskaffelse af 24-årsreglen som et ultimativt krav for at støtte Helle Thorning-Schmidts kommende regering. Det er en fornuftig udmelding, men den er desværre blevet misforstået således at SF og de Radikale skulle støtte 24-årsreglen.

Lad mig først slå fast at det ikke forolder sig sådan. Begge de to partier er imod 24-årsreglen, og er af den ganske fornuftige opfattelse at danske borgere skal have lov til at bo i Danmark med deres familier. Imidlertid får SF og de Radikale næppe 90 mandater selv, og man er derfor nødt til også at lytte til Socialdemokratiet, der er varme tilhængere af 24-årsreglen. Politik er jo som bekendt det muliges kunst.

SF har foreslået, at man i stedet for at være enten for eller imod 24-årsreglen, beslutter at frede den, indtil vi får et flertal i folketinget, der kan få gennemført en grundig undersøgelse af reglen, så vi langt om længe kan få syn for sagn om hvorvidt reglen rent faktisk forhindrer tvangsægteskaber, eller om der er andre metoder at gøre dette på, uden at skabe de mange problemer, som 24-årsreglen notorisk medfører. Det er en god udmelding SF er kommet med - rent faktisk at vente med at gennemføre ny politik på et område indtil man har fået undersøgt hvad der virker. Det kunne de andre partier lære meget af.

Hvis så den undersøgelse SF foreslår viser at 24-årsreglen ikke virker, eller kun har meget ringe effekt vil ingen kunne forsvare det fornuftige i at bevare den, og vi kan se på hvordan vi løser problemerne - både med tvangsægteskaber og med at der findes danske borgere, som i praksis er blevet landsforvist fordi de har giftet sig med en udlænding.

En af valgkampens store nyheder er at vi denne gang ikke får lejlighed til at se de to statsministerkandidater i store debatter med masser af publikum. Anders Fogh tør ganske enkelt ikke at stille op til debat mod Helle Thorning-Schmidt - han er bange for ikke at kunne kontrollere debatten på smme måde som han i sin tid kunne med Mogens Lykketoft.

Til lejligheden har Venstre så opfundet den begrundelse, at de store debatter er for useriøse. Som om det nogen sinde har været et problem i politik. Debatter med hundreder af hujende tilskuere var i hvert fald intet problem for Fogh ved sidste valg.

Venstres skinbegrundelse har selvfølgelig lidt på sig. Den mest seriøse måde at orientere sig om et partis politik er selvfølgelig at sætte sig ned og læse partiprogrammer. Det gør folk bare ikke. En debat har unægteligt en vis underholdningsværdi, og denne værdi gør at folk, der normalt ikke tænder så meget på politik vil gide at bruge tid på at sætte sig ind i valgkampen. Så det kan godt være at de store debatter ikke er verdens mest seriøse begivenheder, men en "useriøs" ramme for politisk oplysning og debat er trods alt langt at foretrække frem for oplysning og debat, som kun når ud til et fåtal.

Anders Fogh har fået for vane at sætte sig selv op på en piedestal, og i ny og næ komme med "statsmandsagtig" envejskommunikation til folket fra sit ophøjede sæde, mens alle løjtnanterne klarer det daglige arbejde. Den går bare ikke i en valgkamp. Her må kandidaterne gå i debat med hinanden. Fogh ved udemærket godt at der er masser af ømme punkter oppositionen kan pille i, og at Helle Thorning-Schmidt rent faktisk er i stand til at slå ham på det retoriske plan.

Men det ligner jo ingen ting at gemme sig. Det er bare et tegn på at han er bange. Han skulle holde op med at gå som katten om den varme grød, og i stedet tage det som en mand, og tage de debatter. KAn vi virkeligt have en statsminister, der er bange for at mødes med folk han er uenig med?

Det Konservative Folkeparti tournerer igennem valgkampen rundt i en kampagnebus, for at promovere sig blandt vælgerne. Det er desværre den eneste bus, som det Konservative Folkeparti har begavet os danskere med.

Den kollektive transport er blevet nedslidt af VC-regeringens uansvarlige trafikpolitik. Der bliver færre busafgange og billetterne bliver dyrere og dyrere. Intet under at der ikke er noget der frister bilisterne til at gå over til kollektiv transport.

Det Konservative Folkeparti har aktivt tilkendegivet at de ikke ønsker at gøre noget ved dette åbenlyse problem. Tilbage i foråret afviste den konservative trafikordfører Henriette Kjær at give regionerne de nødvendige midler til at sikre ordentlig kollektiv transport. Det Konservative Folkeparti mente at det måtte være en kommunal opgave at financiere den kollektive transport. Hvad hun dog gled uden om var at der er skattestop i Danmark, hvilket forhindrer kommunerne i at indkræve de penge som er nødvendige for at sikre en velfungerende offentlig sektor. Så mens regeringen de facto genenm skattestoppet bestemmer at der skal være nedskæringer og forringelser i den offentlige service, skyder de - feje som de er - kommunerne ind som syndbuk.

I den aden ende af spektret er SF, der vil have prisen for en billet til en bybus ned på 10 kr. - Det er et progressivt forslag, der kan flytte folk væk fra bilerne og over i busserne.

Vi er nemlig i en situation hvor vi er nødt til at begrænse privatbilismen. Hvis ikke vi gør det sander vores veje til i trafikpropper og klimaet går amok. En progressiv trafikpolitik må satse på at gøre kollektiv transport bedre, billigere og mere attraktiv gennem lavere billetpriser og bompenge i de store byer. Samtidig skal der fokuseres på at få flere folk ind i personbilerne, så der ikke sidder tusindvis af mennesker i hver deres bil i en kø på motorvejen. Detet bør gøres gennem bedre muligheder for samkørsel, for eksempel ved oprettelse af såkaldte carpooling lanes, der er baner på motorvejen der er forbeholdt biler med mere end én person i.

De borgerlige har i årevis demonstreret deres uvilje og uduelighed til at tage hånd om de voksende trafikale problemer. Hvis man ønsker en anden, mere effektiv og emre miljøvenlig politik er der brug for et nyt flertal i folketinget.

Dansk Folkeparti har fået en genial idé - valgplakater med en hånd, der tegner den muslimske profet Muhammed, og fortæller at Dansk Folkeparti støtter ytringsfrigheden. Som om der ikke var andre partier der gjorde det. Plakater der udtrykte støtte til ytringsfriheden er meningsløse i et samfund som det danske. Det kunne da være meget mere interessant med en plakat der handlede om et politikområde, hvor det ekstremistiske Dansk Folkeparti skilte sig ud fra de andre partier.

Plakaterne hentyder naturligvis til Muhammed-sagen, hvor nogle islamistiske fascister forsøgte at begrænse Jyllandspostens ret til at gøre nar af Muhammed. Under sagen var der forskellige meninger om hvorvidt Jyllandsposten burde have trykt tegningerne, men på intet tidspunkt var der nogen seriøs politisk kraft i Danmark, der gav udtryk for at tegningerne skulle forbydes. Dansk Folkeparti løber åbne døre ind, når de hævder at kæmpe for ytringsfriheden.

Men måske er det netop fordi Dansk Folkeparti har brug for at markere at de rent faktisk går ind for ytringsfrihed. Vi er nemlig nogle der kunne komme i alvorligt tvivl om ikke alle de pæne ord om ytringsfrihed kun gælder når man ytrer sig i overensstemmelse med Dansk Folkepartis overbevisning.

Midt i hele debatten om retten til at ytre sig bør man huske tilbage til dengang en muslimsk dørmand blev dræbt på Cafe Rust på Nørrebro i København. I forbindelse med sagen kom professor dr.jur. Vagn Greve for skade at sige at det ville være en god idé at mægle mellem forurettedes og gerningsmandens familie. Et synspunkt som professoren er i sin gode ret til at have, og som man kan ytre enighed eller uenighed med. Det var imidlertid ikke nok for Dansk Folkeparti. De ville sgu have den gode professor fyret, fordi han have sagt noget der var i modstrid med Dansk Folkepartis partiprogram. Det er jo det rene hykleri. Hvis de virkeligt gik ind for ytringsfriheden i Dansk Folkeparti ville de aldrig kunne have tænkt på et sådant forslag.

Hele det bemeldte folkepartis ytringsfriheds-snak er og bliver ren snak. At gå ind for ytringsfrihed er ikke at mene at ens meningsfæller skal kunne sige hvad de vil. At gå ind for ytringsfrihed er at mene at ens argeste og mest uforsonlige modstandere skal have ret til at ytre sig lige så tosset de vil.

Så er valget udskrevet til afholdelse den 13. november. Overraskelsen er ikke stor. Ikke alene har Anders Fogh på det seneste har travlt med at lukke ubehagelige sager ned. Samarbejdet med Pia Kjærsgaards ekstremistiske folkeparti knager, ligesom der er stor intern uro i regeringspartiernes rækker over hvad der opfattes som mangel på liberalistiske korstog.

Mange vil sikkert føle sig fristede til at stemme på et af de borgerlige partier. Anders Fogh er rigtigt nok begyndt at lyde mere menneskelig på det sidste: nu handler det om at gøre noget ved klima-udfordringen, sikre velfærd og give asylbørnene menneskelige forhold. Alt sammen knaldhamrende utroværdigt. Hvor meget tillid kan man have til alle disse kovendinger, når Anders Foghs nye menneskelighed er blevet åbenbaret for os så kort tid op til valget? Danmark er ikke tjent med en statsminister, hvis politik kun er sympatisk i anledning af et folketingsvalg.

Vi trænger til et nyt, progressivt flertal. Et flertal, der har både viljen og evnerne til at bekæmpe den stigende ulighed i samfundet, et flertal hvis miljø- og klimapolitiske engagement er mere end varm luft, et flertal der vil give de offentligt ansatte de lønstigninger de har fortjent og et flertal der vil gøre op med Pia Kjærsgaards menneskefjendske syn på udlændinge- og asylpolitikken. Og vel at mærke et flertal, der vil stå for dette gennem hele valgperioden.

En gammel traver hos de borgerliges spindoktorer er myten om at et centrum-venstre-flertal ikke vil kunne blive enige om noget. Det er en grov manipulering med virkeligheden. Selvfølgelig har oppositionspartierne forskellig politik - det er derfor der er tale om flere partier og ikke ét. Det konkrete regeringsprogram vil blive forhandlet på baggrund af mandatfordelingen mellem centrum-venstre-partierne, og mon ikke man kn blive enige om politikken, hvis alternativet er at lade Fogh fortsætte sin vanrøgt af det danske samfund.

Nu skal man som bekendt ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus. De borgerlige partier er rygende uenige om det meste. Anders Fogh tror selv han kan danne regering på baggrund af Dansk Folkeparti og Ny Alliance. Jeg er personligt glad for at det ikke er mig, der skal få Naser Khader og Pia Kjærsgaard til at blive enige om for eksempel udlændinge- eller skolepolitik. Hvad Naser Khader egentlig laver på den galaj er uforståeligt, når man betænker at Ny Alliance blev skabt under masser af larm og ballade i medierne om at det gjaldt om at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse mest muligt. Hvis man vil begrænse Dansk Folkeparti, må man se længere til venstre i folketingssalen.

Begge lejre er altså uenige om politikken, hvilket er helt naturligt. Der er bare langt større chance for at Thorning, Søvndal og Vestager vil kunne snakke sig frem til et fælles regeringsprogram, end at Khader, Kjærsgaard og Fogh kan.

Fogh vælger at føre kampagne på at med ham ved danskerne hvad de får. Det er et tema jeg helt klart kan tilslutte sig. Med Fogh ved magten får danskerne nedslidte skoler, kriseramt velfærd og skattelettelser til de rige. Mon ikke det på tide at genoplive Venstres gamle slogan: "Tid til forandring"?