Fødevarepriser og den tredje verden
26. mar 2008 18:15, Regicollis
Regeringen har nu muligheden for at vise sit humanitære ansigt. FN's fødevareprogram WFP har nemlig sendt et bønskrift til 19 regeringer, hvor de beder om flere penge til deres virksomhed.
Baggrunden er de stigende fødevarepriser på verdensplan. Herhjemme har de flest af os oplevet hvordan vi skal af med mere og mere, hver gang dankortet køres gennem terminalen i Brugsen, men i den tredje verden har de stigende fødevarepriser en katastrofal effekt. WFP vurderer at de vil være nødt til at skære i rationerne, hvis ikke de modtager 500 ekstra millioner dollars inden 1. maj.
Endnu har ingen af de 19 regeringer afgivet et officielt svar, men det rapporteres at såvel Tyskland som Spanien er klar til at donere yderligere penge. Det ville være klædeligt, hvis Danmark, som et af verdens rigeste lande, fulgte trop. Når man fra regeringens side mener at have råd til ufanincierede, luksus-skattelettelser til de rigeste, så må der sandelig også være råd til at hjælpe WFP over de stigende fødevarepriser.
Men på sigt er det ikke nok med ekstra donationer til WFP, de er nødvendige nu og her, men på lang sigt bør man søge at få sænket fødevarepriserne, så der er råd til mad til alle. Det vil naturligvis kræve en konkret indblanding i det frie marked, men den liberalistiske pseudo-religions dogmer skal ikke få lov til at stå i vejen for nødvendige indgreb.
Priserne er steget dels som følge af øget efterspørgsel og dels som følge af faldende udbud. Efterspørgslen er dels øget på grund af den velstandsstigning som man har oplevet i visse store lande, for eksempel Kina, hvor folk nu er begyndt at spise meget mere kød end før. Ligeledes er der kommet et helt nyt marked for fødevarer til produktion bio-brændsel. Udbudet af fødevarer er til gengæld faldet på grund af at tørke og oversvømmelser er blevet mere hyppige som følge af klimaforandringerne.
Hvis vi skal løse verdens sult-problemer er vi nødt til at sætte ind på en række fronter. Vi er for det første nødt til at sænke efterspørgslen på fødevarer ved at holde op med at bruge mad som brændstof. Det er moralsk uforsvarligt at fylde ethanol produceret af majs på biler, så længe der er folk i verden der sulter. Bio-ethanol kan være et udemærket brændstof, men først når teknologien er udviklet så langt at det kan produceres af affald.
Derudover er vi nødt til at øge udbudet af fødevarer på verdensmarkedet. Den tredje verdens infrastruktur og landbrugssektor er underudviklet. For at producere flere fødevarer og få dem derhen hvor der er brug for dem, bør vi i den rige verden således gøre en langt større indsats i udviklingsbistanden. Med moderne landbrugsmetoder og infrastruktur, vil mængden af fødevarer kunne øges betragteligt.
Endelig er vi nødt til at gøre noget ved klimaproblemerne. Hvis de får lov til at vokse os over hovedet vil al vores indsats være spildt. Det kræver en ægte vilje fra de industrialiserede lande, men sidste års klimatopmøde viste desværre at denne vilje ikke er til stede ved andet end skåltalerne.
De stigende fødevarepriser er et komplekst problem, og det kan tage lang tid at løse det. Indtil da bør vi i den rige verden gøre hvad vi kan for at det ikke er verdens fattigste, det skal gå mest ud over.



26. jan 2011 06:56
*Gardens are in full bloom, the citrus crops ripen, and balmy weather invites outdoor recreation .