Vi har nu i et par dage haft det såkaldte rygeforbud. Den små-læspende pilfinger, Venstre-politiker og - ved Gud - liberalist Jørgen Winther har fået sin mindeplade, han og hans venner i anti-rygningslobbyen har tiltaget sig autoritet til at bestemme hvor du og jeg og vore gæster må ryge. Den fuldstændigt tåbelige lov tager valget ud af borgernes hænder, og erstatter det med bedrevidende moralisme. I stedet for at man lokalt finder ud af hvilken løsning der er den rigtige for den givne arbejdsplads eller restauration skal én løsning, én lov, ét renhedsideal nu gælde for alle. Staten ved bedst hvordan du skal indrette dit liv.

Jeg går ikke ind for at man skal have lov at ryge alle steder. Jeg har intet imod at det er forbudt at ryge i busser, til forelæsninger eller på offentlige kontorer - altså steder hvor man ikke selv vælger om man vil komme. Men når der er tale om for eksempel en arbejdsplads, hvor de ansatte selv kan finde ud af om der må ryges og hvor, eller en restauration, hvor man selv vælger om man vil gå ind af døren, så kan jeg virkeligt ikke se hvad berettigelsen er for et statsligt indgreb.

Det er mange år siden en ikke-ryger har været tvunget til at udsætte sig selv for "passiv rygning". Før man indførte rygeforbudet var der masser af steder der var røgfri, og der var ingen der ikke kunne undgå tobaksrøg. Rygeforbudet handler da heller ikke længere om at beskytte de stakkels ikke-rygere (som har haft stor succes med at opbygge en offer-myte omkring sig selv) mod "passiv rygning". Rygeforbudet handler om at staten vil kontrollere borgernes adfærd.

Rygeforbudet vil virke ødelæggende for de danske værtshuse. Der er ingen gode grunde til at staten blander sig i den slags. Nok er det træls for ikke-rygere at skulle sidde på et røgfyldt værtshus, men hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, så er der jo ingen, der tvinger dem til at blive. De har deres fulde frihed til at gå et andet sted hen, hvor reglerne er anderledes. At der så ikke har eksisteret særligt mange røgfrie værtshuse er ikke et tegn på at det er synd for de stakkels ikke-rygere, det er et tegn på at der ingen efterspørgsel har været. I stedet for at staten blander sig i den slags ville man kunne have opnået en langt mere fleksibel og elegant løsning ved at lade den enkelte restauratør selv bestemme. Jeg er ikke nogen ukritisk tilhænger af de frie markedskræfter, men i dette tilfælde har jeg meget svært ved at se hvordan de ikke skulle kunne have sørget for restaurationer til såvel rygere som ikke-rygere.

Før rygeforbudet havde man muligheden for at tage et andet sted hen, hvis man ikke brød sig om reglerne der hvor man var. Det har man ikke længere, nu skal ét regelsæt gælde for alle. Antirygningslobbyens renhedstankle er nemlig totalitær i ordets egentlige betydning - ikke alene er det et standpunkt den enkelte kan tage, det er et standpunkt alle skal tvinges til at tage.

Men hvad så med de ansatte? De stakkels ansatte, der før skulle gå rundt i røg og damp. De kunne jo ikke bare gå ud af døren hvis det blev for meget. Er det ikke i orden at beskytte dem? Jo, selvfølgelig skal ansatte beskyttes, men det gør man nu ikke ved at genenmføre en lov, hvis efterlevelse vil betyde at arbejdspladsen må dreje nøglen om. Operationen lykkedes, men patienten døde.

Desuden kan man stille sig selv det meget fornuftige spørgsmål: Hvor mange tager et job som bartender for at holde op med at ryge? Jeg har aldrig hørt om nogen. De ansatte i restaurationsbranchen vidste hvad de gik ind til, da de søgte arbejdet. Hvis de så bagefter skulle komme og besvære sig over tobaksrøg ville det svare til en lydtekniker på Roskildefestivalen, der ikke brød sig om høj musik. Det som forbuds-tilhængerne egentlig siger er at der findes mennesker, som førhen kun kunne arbejde inden for restaurationsbranchen, og kun kunne få arbejde på steder, hvor der blev pulset løs. Jeg tror det bliver lige så svært at finde en sådan person som det bliver at finde en troende kristen, der kun kan få arbejde i en stripklub.

Men hvad så med folkesundheden? Tobak er skadeligt, og er skyld i masser af dødsfald hvert år. Vil forbudet ikke føre til mere sundhed? Utvivlsomt ville danskernes sundhedsstandard stige, hvis tobak forsvandt fra jordens overflade i morgen, ingen tvivl om det. Man har dog en tendens til at overdramatisere tobakkens skadevirkninger, og påstå at det er tobakken alene, der dræber rygere. Hvis man også tager i betragtning at for eksempel alkoholikere har en tendens til at ryge meget, eller at folk der i forvejen går meget op i sund kost og motion har en tendens til ikke at ryge, vil man se at den lavere sundhedsstandard for rygere kan skyldes mange andre faktorer. Vigtigere end dette er dog, at den enkelte persons sundhed er og bliver underlagt domænet for den personlige selvbestemmelse. Hvis jeg vil ryge, drikke, spise fed mad eller tage til Afrika som nødhjælpsarbejder (hvilket også er skidt for sundheden, man kan få en masse ubehagelige tropesygdomme), så må det være min egen beslutning. Jeg er voksen nok til selv at bestemme, jeg har ikke brug for nogen stat der handler in loco parentis, og bestemmer over min adfærd. Og jeg har slet ikke brug for nogen barnepige-stat, der bestemmer over min adfærd "for min egen skyld".

Tobak er en nydelse, og nydelse kan - i modsætning til folkesundhed - ikke kvantificeres. Jeg kan ikke hive en statistik op af lommen, der viser at min "livskvalitet" forøges med 26 % fordi jeg ryger. Og jeg har ærligt talt heller ikke brug for en statistik for at træffe mit valg. Den britisk-amerikanske forfatter Christopher Hitchens udtrykte det meget godt i en diskussion af rygeforbud i The Guardian:

There have been moments of reverie, wreathed in smoke and alone with a book, and moments of conversation, perfumed with ashtrays and cocktails and decent company, which I would not have exchanged for a year of ordinary existence.

Jeg forlanger ikke at ikke-rygerne skal forstå min holdning, for det kan de ikke. Netop derfor skal de også holde sig fra at dømme den. Der er nogen, der tror at alt kan dømmes og vurderes - de tager fejl. I min verden er det at spille fodbold et næsten fejlfrit eksempel på hvordan man ikke har det rart. Men jeg foretrækker ikke at blande mig i det jeg ikke forstår og ingen sympati har for, og så længe fodboldspillerne ikke truer mig, har jeg ingen lyst til at fortælle dem at de skulle holde op. For fodboldspillerne er der sikkert en stor glæde og et stort indhold i at sparke til bolden - hvad ved jeg? Ganske lige som jeg selv finder stor glæde ved at nyde tobak.

Hvad ved Jørgen Winther og resten af anti-rygningslobbyen om denne nydelse? Intet - hvor skulle de dog vide det fra? Hvordan kan de så tillade sig at dømme den? Jeg modsætter mig Winther & co's indblanding i mine personlige forhold, jeg modsætter mig at de skal have lov til at forgifte forholdet mellem mig og min bartender, som nu er nødt til at optræde - ikke i værtens rolle - men i håndhæverens rolle, og må forvise mig fra baren, hvis ikke han vil have en bøde. Et lille nederlag for mig, en stor sejr for Jørgen Winther. Summen af lykke i samfundet er blevet drastisk reduceret, og hvem drager fordel af det? Ingen. Der er ingen, der var tvunget til at være på den knejpe, hvis ikke de ville.

Med rygeforbudet har moralismen fået hugget endnu et lille stykke af vores personlige frihed. Hvad mon det næste bliver? Kaffe, sukker, fedt, porno? Vi kan kun gisne, én ting kan alle dog være sikre på: På et tidspunkt når renhedshysteriet også til en af dine laster.