De konservative kalder sig et folkeparti, men ethvert barn ved at det kun er den rigeste del af folket, som får glæde af konservativ politik. Sådan har det altid været, det er faktisk derfor vi har et konservativt parti: så de rige også har noget at stemme på. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, når de konservatives finansordfører Lars Barfoed nu vil vil indføre brugerbetaling på alt fra læge- til biblioteksbesøg, for at kunne give endnu flere skattelettelser - det svarer lidt til når paven siger han tror på Gud.

Alligevel har Bendt Bendtsen, de konservatives karismatiske leder, følt sig nødsaget til at træde frem for al folket, og forsikre os om at brugerbetaling og nedskæringer skam ikke er "aktuel" konservativ politik. Ligeledes har selveste statsministeren følt sig nødsaget til at banke de konservatives drømme ombrugerbetaling i jorden. Fogh så helst at Barfoed og de andre konservative holdt deres kæft, og lod være med at fortælle så ærligt om konservativ politik. Man kan nemlig ikke vinde stemmer på at ville indføre brugerbetaling for at de borgerliges gavmilde venner på toppen af samfundspyramiden kan få skattelettelser.

Man må gå ud fra at afvisningerne af Barfoeds forslag kun er spilfægteri. Selvfølgelig så Bendt Bendtsen og Anders Fogh helst en minimalstat, hvor skattepenge ikke blev spildt på noget så fjollet som almindelige menneskers velfærd. Men da den danske folkesjæl i bund og grund er socialdemokratisk, skal disse ideologiske drømme ikke luftes i fuld offentlighed, men derimod langsomt sniges ind, uden at nogen opdager det.

Barfoeds forslag er da også tåbeligt. Der er tale om en omvendt Robin Hood, hvor almindelige mennesker skal af med penge for at de konservative kernevælgere på direktionsgangene kan få penge. Almindelige menneskers velfærd vil blive forringet at brugerbetaling. Folk vil holde sig fra at gå til lægen, og vil derfor først komme når det for alvor gør ondt, og måske er for sent. Brugerbetaling på bibliotekerne vil ligeledes være noget skidt. Indfører man det, kan man lige så godt lukke de offentlige biblioteker, for det vil være ganske få, der vil vælge at melde sig til - alt for få til at systemet vil kunne fungere så godt som i dag. Dermed vil vi miste en af de vigtigste aktører i folkeoplysningen, det vil forstærke den sociale arv, idet kun børn fra hjem med mange bøger vil få indblik i litteraturen, og endelig vil vi alle - uanset om vi betaler topskat eller ej - miste den fantastiske mulighed det er at kunne gå ind på et bibliotek og skaffe snart sagt hvilken som helst bog det skulle være.

Forslaget er tåbeligt, men det er - uanset hvad Fogh og Bendtsen ellers vil have os til at tro, en helt naturlig følge af de ideologier, som de to bekender sig til.

Imidlertid står de to regeringspartier ikke alene med deres ønsker om at almindelige mennesker skal have tegnebogen op af lommen for at betale for endnu flere skattelettelser. Som man kunne forvente er Ny Alliance også i denne sag klar på et liberalistisk eventyr. Også de Radikale, der er et borgerligt parti, er blevet lune på idéen om brugerbetaling på i hvert fald lægebesøg. De vil så bruge nogen af pengene på at gøre det lidt billigere at gå til tandlægen. Der er tale om endog meget små ambitioner for sundhedsvæsnet: der skal flyttes lidt rundt på udgifterne inden for systemet, så folk skal af med det samme i brugerbetaling som altid, men så har politikerne da i hvert fald gjort noget. Hvis man virkeligt havde villet noget med sundhedsvæsnet, begyndte man at gøre tandpleje, psykologhjælp og medicin lige så gratis som det indtil videre er at gå til læge. Sundhedsvæsnet er trods alt en oplagt velfærdsopgave.

Foto: Helle Moos.

Man kan på Politiken.dk i dag læse at de Radikales leder Margrethe Vestager er blodigt fornærmet på SF's formand Villy Søvndal. Angiveligt skulle Søvndal have "forladt oppositionen" og ført en retorik, der er "lige så kold som regeringens". Det er hårde ord i marts, og der ville da også være grund til kritik, hvis altså ikke det lige var fordi der er tale om en velovervejet retorisk usandhed fra Vestagers side.

Selvfølgelig er SF ikke gået over på VKO-blokkens side. Tværtimod er SF det for tiden stærkeste og skarpeste oppositionsparti. Villy Søvndal har indledt et opgør med centrum-venstres tidligere tendens til at tegne et lidt for rosenrødt billede af integrationsproblemerne. Der er imidlertid ikke tale om at SF har adopteret Dansk Folkepartis generelle mistro til alt syd for Padborg, men derimod en helt berettiget kritik af de antidemokratiske og usmagelige synspunkter, som vitterligt findes i visse indvandrer-kredse.

Søvndal har som en af de første toneangivende politikere tydeligt indført en skillelinie, der går på holdninger - er man demokratisk indstillet eller ej, og ikke den "muslimer mod danskere"-fortælling, som ingen DF'er spilder nogen lejlighed til at belemre folk med.

Det er den naturlige skillelinie - folks personlige religion, deres etnicitet eller hvad de spiser eller hvilket tøj de går i, er irrelevant. Derfor er Søvndals skarpe kritik af udemokratiske holdninger den helt rigtige - og retorikken skal være skarp, dels for at blive hørt, dels for at vise hvor stærkt vi rent faktisk er imod forældede normer og værdier. De Radikales forsøg på at tie problemerne ihjel har ikke virket. Der er brug for kritik mod og handling overfor både Dansk Folkepartis slet skjulte fremmedhad som overfor visse indvandreres middelalderlige normer.

Når man kritiserer visse holdninger og normer i indvandrermiljøer driver man ikke hetz mod indvandrere som sådan. Det ved Vestager - der er en begavet og veluddannet kvinde, og som sådan vel kan forstå at skelne mellem forskellige ting - godt, men hun er også i stand til at læse meningsmålinger. Vælgerne har nemlig belønnet Villy Søvndal og SF for de klare udmeldinger. I en analyse foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen, står SF til at få hele 19,5 %, mens Vestagers Radikale Venstre må nøjes med de sølle 5,1 %, de kunne skrabe sammen ved sidste valg. Måske er årsagen til Vestagers fornærmelse i virkeligheden at rønnebærrene er sure. Det er svært at sige, men man tænker sit.

SF og de Radikale har meldt ud at de ikke vil stille en afskaffelse af 24-årsreglen som et ultimativt krav for at støtte Helle Thorning-Schmidts kommende regering. Det er en fornuftig udmelding, men den er desværre blevet misforstået således at SF og de Radikale skulle støtte 24-årsreglen.

Lad mig først slå fast at det ikke forolder sig sådan. Begge de to partier er imod 24-årsreglen, og er af den ganske fornuftige opfattelse at danske borgere skal have lov til at bo i Danmark med deres familier. Imidlertid får SF og de Radikale næppe 90 mandater selv, og man er derfor nødt til også at lytte til Socialdemokratiet, der er varme tilhængere af 24-årsreglen. Politik er jo som bekendt det muliges kunst.

SF har foreslået, at man i stedet for at være enten for eller imod 24-årsreglen, beslutter at frede den, indtil vi får et flertal i folketinget, der kan få gennemført en grundig undersøgelse af reglen, så vi langt om længe kan få syn for sagn om hvorvidt reglen rent faktisk forhindrer tvangsægteskaber, eller om der er andre metoder at gøre dette på, uden at skabe de mange problemer, som 24-årsreglen notorisk medfører. Det er en god udmelding SF er kommet med - rent faktisk at vente med at gennemføre ny politik på et område indtil man har fået undersøgt hvad der virker. Det kunne de andre partier lære meget af.

Hvis så den undersøgelse SF foreslår viser at 24-årsreglen ikke virker, eller kun har meget ringe effekt vil ingen kunne forsvare det fornuftige i at bevare den, og vi kan se på hvordan vi løser problemerne - både med tvangsægteskaber og med at der findes danske borgere, som i praksis er blevet landsforvist fordi de har giftet sig med en udlænding.

Efter Naser Khader dannede sin højre-alliance og efter Anders Samuelsen, der må karakteriseres som hjernen bag alliancen, formulrede en skattepolitik, der slog selv Cepos i social uansvarlighed, er der igen kommet gang i skatte-debatten herhjemme.

Det kan man kun hilse velkommen. Fogh-regeringens fantasiløse skattestop, har lagt et lag af grå, ideologisk beton ned over hele skattesystemet, der gør at det siden 2001 har været politisk umuligt at diskutere en skattereform, som næsten alle økonomer ellers anbefaler. Vittige hoveder har foreslået at omdøbe skatteministeriet til Stavad-museet, og udnævne skatteminister Kristian Jensen til over-kustode.

Det er der heldigvis blevet lavet om på. Selv om højrealliancens skatteudspil ligner noget der er lånt fra en sommer-revy er det dog glædeligt at skat igen er blevet et emne, der kan diskuteres uden man beskyldes for helligbrøde overfor skattestoppet.

Senest har de radikale fornyet deres skattepolitik, og der er mange tiltalende idéer i det nye udspil. Under Vestagers ledelse er partiet gået væk fra tidligere tider asociale fedteri for de bedst stillede og har i stedet udvist vilje til at bruge skattesystemet som et redskab til at løse de problemer vi står overfor.

Et rigtigt godt forslag er at indføre et bundfradrag på de grønne afgifter, der ellers i dag rammer socialt skævt. Meningen med de grønne afgifter er at motivere folk til at tænke over deres ressourceforbrug, ikke at gøre tilværelsen besværlig for lavindkomstgrupperne. Hvis man indførte et bundfradrag, så et normalt, rimeligt energiforbrug, ikke var afgiftspålagt kunne man afbøde mange af de sociale skævheder, og sørge for at afgifterne kun ramte dem, der har et reelt overforbrug.

Et andet sympatisk forslag i det radikale udspil er at topskatten skal hæves og begrænses til de rigeste 10 % af befolkningen. Det er et problem at 40 % af skatteyderne befinder sig på det højeste skattetrin. Det højeste trin bør være forbeholdt de virkeligt rige. Man kan så diskutere om tre trin (bund-, mellem- og topskat) er et korrekt antal. Jeg er selv tilhænger af tanken om at indføre flere trin, så progressionen blev mere glidende - de almindeligt velstillede bør have en større trækprocent end normalgruppen, men trods alt ikke lige så stor som de virkeligt rige.

Et andet nødvendigt element i en skattereform vil være at flytte skat fra arbejdsindkomst til fast ejendom. Det er en af de få ting, som de fleste økonomer kan blive enige om, og det giver da også god mening. Fast ejendom kan ikke flyttes, og mængden af den kan dårligt begrænses. En lavere skat på arbejde vil desuden gøre det mere attraktivt at arbejde mere. Desværre er boligejerne en stor og attraktiv vælgergruppe, så indtil videre er det kun venstrefløjen, der tør at lave denne nødvendige omlægning af skatterne. Man kan dog håbe at et par af de såkaldte "midterpartier" vågner op til dåd og tager den beslutning som er bedst for vores velfærd og vores samfund.

Hvis man læser dagens overskrifter vil man kunne læse at Danmark har fået et nyt parti. Det er ikke helt rigtigt - Danmark har fået en ny fanklub, en fanklub for Naser Khader.

Partiet Ny Alliance virker nemlig ved et nærmere eftersyn som kejserens nye klæder. Den eneste forskel på De Radikale og Ny Alliance synes indtil videre at være at Naser Khader er blevet kalif i stedet for kaliffen. Læser man det foreløbigt ret tynde politiske program på partiets hjemmeside, vil man ikke finde noget som ikke kunne have stået i et radikalt program. Indtil videre ser det nye parti ud til kun at være båret frem af Naser Khaders vilje til magt, og personopgør hos de radikale og hos de konservative.

Allerede fra start har Khader-partiet skabt tvivl om hvilken regering man vil støtte efter næste valg. Der er kommet nogen forblommede udmeldinger om at man vil støtte en borgerlig regering, mens partiet samtidig har sagt at de vil støtte den kandidat, der begrænser Dansk Folkeparti mest muligt. De vil altså kort sagt støtte både Helle Thorning og Anders Fogh. Den slags udmeldinger er noget rod, og demonstrer da også at partiet først og fremmest er en platform for eksponering af Naser Khader. Det sandsynlige er dog at de vil støtte VC-regeringen, da Naser Khader indtil i dag var at finde på de radikales højrefløj.

Nå ja - CD har forresten overvejet en fusion med Ny Alliance. Det demonstrerer ligesom den manglende seriøsitet i projektet.

Endelig har Marianne Jelved forstået det som alle andre har vidst hele tiden: Ingen vil have hende som statsminister. Endelig er de radikale kommet ud af deres eget lille drømmeland, har set virkeligheden i øjnene og opgivet deres ultimative krav om en statsministerpost.

Det lover godt for oppositionen. Hidtil har Anders Fogh og den borgerlige blok kunnet lukrere på at der ikke var nogen samlet opposition. Det skulle der gerne være nu. Det vigtigste er trods alt politikken - hvis bare der sidder et fornuftigt flertal i folketinget, der kan rette op på Fogh-regeringens vanrøgt af landet, så kunne man for min skyld gøre Anders And til statsminister.

Lad os håbe på at de radikales udmelding vil betyde at oppositionen kan stå sammen om et fælles politisk grundlag, og få væltet Fogh-regeringen ved næste valg, og få den erstattet af en S-SF-R-regering.