Det er sjovt som historien har det med at gentage sig selv. Nu er det kommet frem at også det Konservative Folkepartis karismatiske leder økonomi- og erhvervsminister Bent Bentsen har svært ved kende forskel på dit og mit, og har brugt ministerbilen til at lade sig transportere til brylluper, fester og jagtselskaber. Alt sammen på skatteydernes regning - naturligvis fristes man til at sige.

Endnu en gang gentages mediernes rituelle interview med en ekspert på området, der endnu en gang kan forklare det ganske åbenlyse at statens ejendom ikke er til for ministrenes egen personlige fornøjelse. Og endnu en gang skal vi trættes med ministerens kedsommelige benægtelser og oppositionens udsigtsløse krav om forklaringer - som om man kunne forvente en ærlig forklaring fra Bent Bentsen i denne sag.

Selvfølgelig er det relevant når det kommer frem at en minister begynder at tro at han er en enevældig konge, der ejer ministeriet - særligt når det koster det offentlige penge, eller går ud over ansatte, som for eksempel Bent Bentsens chauffør, der fik meget lange arbejdsdage og systematiske brud på køre-hviletidsreglerne ud af ministerens svinkærinder. Men når den slags uhæderlighed og mangel på respekt for borgernes penge kommer frem, så bør det også få konsekvenser, i modsætning til i dag hvor slappe medier enten giver ministrene lov til at lyve borgerne lige op i ansigtet om deres misbrug af det offentlige, eller accepterer at en debat om de underliggende politiske motiver for afsløringerne overhovedet har relevans for sagens indhold. Debatten burde være såre simpel - hvis det kommer frem at en minister har misbrugt offentlige midler til private formål, så bør han skulle komme med en meget god forklaring, hvis ikke han skal betragtes som uværdig til embedet. Længere er den egentlig ikke. Vi kan ikke have plattenslagere og småsvindlere til at regere landet.

Desværre er det agurketid, så vi kan nok forvente at høre mere om ministre med fingrene nede i kagedåsen i en rum tid endnu indtil det politiske efterårssemester begynder og vi kan komme i gang med at diskutere væsentlige ting såsom tørklæder.

De konservative kalder sig et folkeparti, men ethvert barn ved at det kun er den rigeste del af folket, som får glæde af konservativ politik. Sådan har det altid været, det er faktisk derfor vi har et konservativt parti: så de rige også har noget at stemme på. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, når de konservatives finansordfører Lars Barfoed nu vil vil indføre brugerbetaling på alt fra læge- til biblioteksbesøg, for at kunne give endnu flere skattelettelser - det svarer lidt til når paven siger han tror på Gud.

Alligevel har Bendt Bendtsen, de konservatives karismatiske leder, følt sig nødsaget til at træde frem for al folket, og forsikre os om at brugerbetaling og nedskæringer skam ikke er "aktuel" konservativ politik. Ligeledes har selveste statsministeren følt sig nødsaget til at banke de konservatives drømme ombrugerbetaling i jorden. Fogh så helst at Barfoed og de andre konservative holdt deres kæft, og lod være med at fortælle så ærligt om konservativ politik. Man kan nemlig ikke vinde stemmer på at ville indføre brugerbetaling for at de borgerliges gavmilde venner på toppen af samfundspyramiden kan få skattelettelser.

Man må gå ud fra at afvisningerne af Barfoeds forslag kun er spilfægteri. Selvfølgelig så Bendt Bendtsen og Anders Fogh helst en minimalstat, hvor skattepenge ikke blev spildt på noget så fjollet som almindelige menneskers velfærd. Men da den danske folkesjæl i bund og grund er socialdemokratisk, skal disse ideologiske drømme ikke luftes i fuld offentlighed, men derimod langsomt sniges ind, uden at nogen opdager det.

Barfoeds forslag er da også tåbeligt. Der er tale om en omvendt Robin Hood, hvor almindelige mennesker skal af med penge for at de konservative kernevælgere på direktionsgangene kan få penge. Almindelige menneskers velfærd vil blive forringet at brugerbetaling. Folk vil holde sig fra at gå til lægen, og vil derfor først komme når det for alvor gør ondt, og måske er for sent. Brugerbetaling på bibliotekerne vil ligeledes være noget skidt. Indfører man det, kan man lige så godt lukke de offentlige biblioteker, for det vil være ganske få, der vil vælge at melde sig til - alt for få til at systemet vil kunne fungere så godt som i dag. Dermed vil vi miste en af de vigtigste aktører i folkeoplysningen, det vil forstærke den sociale arv, idet kun børn fra hjem med mange bøger vil få indblik i litteraturen, og endelig vil vi alle - uanset om vi betaler topskat eller ej - miste den fantastiske mulighed det er at kunne gå ind på et bibliotek og skaffe snart sagt hvilken som helst bog det skulle være.

Forslaget er tåbeligt, men det er - uanset hvad Fogh og Bendtsen ellers vil have os til at tro, en helt naturlig følge af de ideologier, som de to bekender sig til.

Imidlertid står de to regeringspartier ikke alene med deres ønsker om at almindelige mennesker skal have tegnebogen op af lommen for at betale for endnu flere skattelettelser. Som man kunne forvente er Ny Alliance også i denne sag klar på et liberalistisk eventyr. Også de Radikale, der er et borgerligt parti, er blevet lune på idéen om brugerbetaling på i hvert fald lægebesøg. De vil så bruge nogen af pengene på at gøre det lidt billigere at gå til tandlægen. Der er tale om endog meget små ambitioner for sundhedsvæsnet: der skal flyttes lidt rundt på udgifterne inden for systemet, så folk skal af med det samme i brugerbetaling som altid, men så har politikerne da i hvert fald gjort noget. Hvis man virkeligt havde villet noget med sundhedsvæsnet, begyndte man at gøre tandpleje, psykologhjælp og medicin lige så gratis som det indtil videre er at gå til læge. Sundhedsvæsnet er trods alt en oplagt velfærdsopgave.

Foto: Helle Moos.

Som det kunne forventes har Dansk Folkeparti og de Konservative lovet strengere straffe i deres valgkamp. Begrundelsen er - fra Dansk Folkepartis side - en plat påstand om at det er "voldsmændene der skal føle sig utrygge", mens de Konservative kører på den gamle traver om "retsfølelsen", og gør sig til talsmænd for de forurettede.

Umiddelbart kan strengere straffe lyde meget godt: den potentielle forbryder vil før den kriminelle handling begås foretage en rationel overvejelse, hvorefter risikoen for opdagelse og straffes størrelse sættes overfor gevinsten ved forbrydelsen. Hæver man strafniveauet vil der således være færre der overvejer at begå kriminalitet. Det lyder godt, men problemet er at kriminelle sjældent tænker rationelt. Måske ligger der en rationel kalkyle bag store skatteforbrydelser og andre former for "white collar crime", men voldsforbrydere, dem der er størst følelsespornografisk effekt i at ville straffe hårdere, tænker ikke rationelt. De handler impulsivt uden tanke for konsekvenserne.

Den viden vi har på området viser da også at straffens størrelse ingen synderlig virkning har. Vi taler om realistiske ændringer i straffens størrelse - naturligvis ville det forhindre kriminalitet, hvis man fik livstidsstraf for cykeltyveri, men der er intet der tyder på at vi får færre røverier af at give en røver fem års fængsel i stedet for fire. Professor i strafferet Vagn Greve har skrevet en artikel om spørgsmålet, og har på baggrund af en lang række undersøgelser om emnet konkluderet at det ikke kan bevises at selv meget kraftige strafskærpelser skulle føre til et fald i kriminaliteten. Noget tyder endda på at der er en risiko for at strengere straffe kan føre til mere kriminalitet.

Derudover kommer så at straf i sig selv er dyrt. Fængselsceller, pigtråd og fængselsbetjente koster penge, så når højrefløjen vil have strengere straffe foreslår de en stor udgift, der i bedste fald højst har en minimal positiv betydning. Vi ved at kriminalitet hænger sammen med sociale problemer og fattigdom, og man kan få en meget større kriminalpræventiv effekt for de samme penge ved at sætte ind overfor de sociale problemer, der ofte er kriminalitetens årsager.

De borgerliges retspolitik virker altså ikke. Hvis man vil sænke kriminaliteten og afværge dens skadevirkninger gælder det om at løse de kriminelles problemer både gennem en generel indsats mod sociale problemer, en målrettet hjælp til udsatte unge og ved at tilbyde dømte kriminelle behandling, så de lærer at håndtere konflikter uden vold. Ligeledes er det vigtigt at de forurettede får en ordentlig behandling af systemet, så de kan komme videre.

SF har foreslået at der skabes meget bedre muligheder for uddannelse og behandling i fængslerne, og vil derfor have ansat flere personalegrupper, blandt andet socialpædagoger. Erfaringer fra udlandet har vist at behandling rent faktisk virker.

Så hvis man vil gøre noget for ofrene ved at nedbringe mængden af kriminalitet nytter det ikke noget at stemme på et borgerligt parti, der ikke har fantasi til andet end at kaste en masse penge væk på virkningsløse strafskærpelser. Man bør i stedet stemme på et parti der vil satse på det der virker: forebyggelse og behandling.

Venstre og de Konservative er miljøpartier - Anders Fogh er sprunget ud som miljøforkæmper og de Konservative kalder sig ligefrem for "Danmarks grønne parti". VC-regeringens miljøpolitiske engagement ser så smukt ud når det står på fint glittet papir, eller når Anders Fogh tournerer landet rundt for at lade sig fotografere sammen med miljørigtige projekter.

Desværre må man formode at der ikke ligger noget ægte engagement i klimaet og miljøet bag. Da VC-regeringen trådte til begyndte de en nedslagtning af miljø- og klimaindsatsen: alternativ energi skulle klare sig på markedsvilkår, miljøministeriet blev beskåret kraftigt og Bjørn Lomborg fik sit eget institut, som han kunne bruge til at føre kampagne mod den nødvendige klimaindsats.

Det ville være ret usandsynligt at alle disse gode borgerlige grundprincipper om markedskræfter og negligering af miljø- og klimaproblemer pludselig skulle være forsvundet. Det er fuldstændigt utroværdigt, når den selv samme regering, der har ødelagt miljø- og klimaindsatsen i Danmark pludselig begynder at markedsføre sig selv som "grøn". Det er mere sandsynligt at Fogh & co. har set at klimapolitik er blevet et hot emne, og derefter er hoppet med på vognen for at høste popularitet. Det er svært at tro at der ligger virkelig vilje til at løse problemerne bag.

I årevis sjoflede regeringen sit ansvar. Der er en bred konsensus i det videnskabelige miljø om at klimaforandringerne for størstedelens vedkommende skyldes vores udledning af CO2, og at en stærk indsats er nødvendig for at afværge en global katastrofe. Hvis vi skal nedsætte vores forbrug af fossile brændstoffer er det nødvendigt med en fremsynet trafikpolitik og en massiv satsning på vedvarende energikilder.

Det står desværre sløjt til med den vedvarende energi i Danmark. De borgerliges ideologiske korstog mod alternativ energi har betydet at opsætningen af vindmøller er gået helt i stå. Nyhedsavisen kan således på baggrund af tal fra energistyrelsen berette at 2007 er det første år hvor den samlede kapacitet er faldet i forhold til året før, siden man begyndte at føre statistik over vindkraft i 1978. I år har danske vindmøller en kapacitet på 3.133 MW, der er lidt mindre end tallet for 2006, der var 3.135 MW.

Det er milevidt fra den indsats i alternativ energi vi har brug for, hvis vi skal rette op på klimaforandringerne og gøre os uafhængige af olieimport. Mens regeringen rejser rundt og lader sig fotografere, vil oppositionen gøre noget ved problemerne. SF har således foreslået at der bygges en ny havvindmøllepark hvert 2. år, ligesom det foreslås at grønne afgifter skal bruges til at belønne miljørigtig adfærd.

VC-regeringens trafikpolitik har også været klimafjendtlig. Under Fogh er den kollektive transport blevet dårligere og dårligere, og bilerne holder i længere og længere køer. Hvis vi skal løse de trafikale problemer og de miljøproblemer de afstedkommer er det nødvendigt at begrænse privatbilismen, således at der er færre biler på vejene. Det kan gøres ved at opkræve bompenge ved de større byer, forbedre den kollektive transport, og gøre det billigere at købe en miljørigtig bil end en benzinsluger. På nær en enkelt symbolsk nedsættelse af afgiften på miljørigtige biler har regeringen afvist at løse problemerne. Oppositionen går derimod til valg på at få rettet tingene op - for eksempel ved at udbygge jernbanen og nedsætte prisen på kollektiv transport.