For nogen tid siden skrev undertegnede her på bloggen et satirisk indlæg om det omsiggribende ryge-forbud, og om hvordan det vil sprede sig langt ud i det absurde. Hensigten var rent satirisk, men tilsyneladende er 46 % af danskerne nu blevet induceret til at mene at Big Mother-staten skal gennemtvinge et rygeforbud udendørs. Blogindlægget havde overskriften "Da Fanden fik lillefingeren", og man kan nu iagttage hvorledes djævelen er i gang med at fortære mere og mere af armen.

Det er ikke nok for anti-rygningslobbyen at de har fået snart sagt alle indendørs lokaler indlemmet i deres Lebensraum. Selvfølgelig er det ikke det - det bliver aldrig nok for folk med en idé der i deres egen virkelighedsopfattelse trumfer alle andre hensyn, in casu sundheden. Derfor er anti-rygningslobbyen nu i gang med at piske et hysteri op, hvor de påståede negative konsekvenser af "passiv rygning" udendørs blæses op til en trussel om den visse død. Desværre er folk så bange for at tænke selv, at de hopper på den sundhedsmæssige korrekthed og støtter snart sagt hvad som helst.

Selvfølgelig kommer forbudet mod udendørs rygning på fortovscaféer og lignende - hvem tør dog være imod sundheden. Dernæst kommer det generelle forbud mod udendørs rygning, og efter det forbyder man rygning i private hjem og sluteligt tobak i det hele taget. For naturligvis ønsker sundhedslobbyen at forbyde tobak totalt - den pæne snak om det frie valg rækker kun så langt som det er nødvendigt for ikke at skræmme for mange almindelige borgere væk fra deres sag. Og grænsen for hvad almindelige borgere kan acceptere af indgreb i gode folks harmløse glæder, rykkes hver gang sundhedslobbyen får endnu et tiltag gennemført.

Skulle der sidde en ikke-rygende læser af denne blog, der midt mellem sit motionsløb og sin finske diæt-müsli, er blevet opskræmt over den forskrækkelige "passive rygning" på fortovscaféer og derfor vender sig klynkende mod Moder Stat i håb om et forbud har undertegnede et meget bedre råd, der langt hurtigere fritager vore tobaks-fornægtende medborgere for den udendørs rygnings voodoo-lignende skader: Gå for helvede indenfor på caféen i stedet for at sætte dig ude! Efter rygeforbudet ejer anti-rygerne sgu de indendørs lokaler.

Foto: NieckQ

Da man for under et år siden indskrænkede danskernes frihed ved anti-rygerloven var alle partier (på nær de Radikale, som mente der var meget mere frihed i loven end die dumme Dänen kunne administrere uden indblanding) enige om at man var nået frem til et godt resultat. Man havde på den ene side slået et stort slag for folkesundheden, og samtidig havde man beholdt et lille figenblad af anstændighed og frihed ved allernådigst at tillade danskerne at nyde tobak på restaurationer under 40 kvadratmeter. Selv Venstres læspende sundheds-pilfinger Jørgen Winther udtrykte sin tilfredshed med loven, ved med en parodi på de liberale idealer hans parti ved festlige lejligheder sætter så højt, at sige at der nu endelig var kommet frit valg.

Men det forholder sig nu en gang med Jørgen winther og de andre sundheds-utopister ligesom det gør med Fanden: Giver man dem lillefingeren, tager de hele armen. Allerede nu melder Venstre, Danmarks liberale parti, ud at de vil have indført totalforbud mod kombinationen øl, smøger og socialt samvær. I vanlig stil halser Socialdemokratiet bagefter, adopterer deres politiske modstanders standpunkt, og begrunder det med en åbenlyst fjollet bemærkning om at alle, siger og skriver alle, er glade for totalforbudet i Irland (hvis man spørger de irere der i dag er tvunget til at ryge udendørs vil man sikkert finde ud af noget andet, men redelighed har aldrig været i høj kurs blandt politikere).

Glemt er al snakken om "det frie valg". Glemt er al snakken om de stakkels, stakkels værtshusgæster og ansatte, der ikke selv kan bestemme om de vil udsættes for "passiv rygning". Nej, nu gælder det sundheden, og hvordan man med vold og magt gør alle danskere sunde, slanke og ensrettede. Statsmagten ved bedst hvordan folk skal leve deres liv, og hvis de ikke frivilligt følger de alvorlige formaninger om at nægte sig selv tobakkens glæder, som skatteyderfinancierede propaganda-kampagner spyr ud i tide og utide, så må staten træde til som en kærlig moder må det overfor et naivt barn og beskytte os mod selv at bestemme over vore egne liv.

For selvfølgelig vil kampen mod tobakken ikke stoppe, når den sidste smøg er slukket på den sidste bodega. Det er naivt at tro at sundheds-utopernes kærlige tvang mod rygerne ender her. Efter det totale rygeforbud er gennemført, vil en professionel bekymrer fra Kræftens Bekæmpelse, eller en lignende politisk lobbyist-organisation, træde frem på fjernsynsskærmen og udtale sin bekymring over faren ved "passiv rygning" i det fri. Tænk på de stakkels, stakkels ikke-rygere, der er tvunget til at gå gennem den røg onde, hensynsløse rygere udspyr mod dem, for at komme ind på en restauration. Følgeligt vil vi da også få et totalforbud mod at ryge på fortovet. Men naturligvis vil dette kun være en midlertidig løsning, for af hensyn til de stakkels, stakkels egern, musvåger eller grævlinge, der udsættes for "passiv rygning" når onde, onde rygere nyder tobak i fri luft, vil man hurtigt finde det nødvendigt at forbyde rygning under åben himmel.

"Så må det da vel også stoppe", vil nogen sikkert tænke, men de tager fejl. Kort tid efter det er blevet forbudt at ryge uden for, vil den ovenfor nævnte professionelle bekymrer igen træde frem i fjernsynet, og fortælle hvor foruroligende det er, at nogen folk har rygere som underboer, og dermed er udsat for "passiv rygning". At denne form for "passiv rygning" mere lyder som en form for sort voodoo-magi end som et reelt problem er komplet irrelevant - enhver fornuft har for længe siden forladt tobaks-debatten. Følgelig får vi så et totalforbud mod tobaksnydelse i etageejendomme.

Kort tid efter dette forbud, vil nogen finde ud af at det er snyd at man stadig må ryge i etplans-huse. Man vil sikkert på dette tidspunkt have fundet ud af at postbude udsættes for "passiv rygning", når de lægger breve i en postkasse, der står på en matrikel hvor der bor en heks - undskyld! - ryger. Og så vil vi endelig få det totale forbud mod rygning alle steder over hovedet.

Men når så tobakken er fjernet fra jordens overflade, så vil anti-tobaks-lobbyen vel holde en hviledag, se på den tobaksløse verden og se at den (i deres egen perverse virkelighedsopfattelse) er god? Ja, det vil de sikkert, men det bliver næppe et hvil på meget mere end én dag. Sundheds-utoperne elsker stadig mennesket så meget at de vil tvinge dem til at leve det rette og rene liv, den professionelle bekymrer fra Kræftens Bekæmpelse vil stadig gerne i fjernsynet for at bekymre sig og emsige politikere vil stadig have brug for at vise handlekraft, uden derved at komme til at bruge for mange penge eller træde for magtulde folk over fødderne. Derfor vil man finde nye farer for den hellige sundhed at angribe, nye uskyldige glæder at forbyde og nye måder at tvinge folk til at leve kedelige og ensrettede liv. Det er ikke til at sige hvad det næste bliver. Måske bliver det kaffe, måske bliver det chokolade, øl, stearinlys eller gulvtæpper - vi kan kun være sikre på én ting: de skal nok finde noget.

Så historien er kort fortalt: Fanden får lillefingeren, så får han armen og således fortsætter det indtil han har fortæret hvad der er at fortære og kan gå ud og lede efter en ny lillefinger.

Foto: Erwin Muntinga.

Nu skal politiet på banen, og bekæmpe nogle frygtelige kriminelle, der udgør en alvorlig trussel mod samfundet. Hvem er disse kriminelle? Pædofile, terrorister eller rockere? Nej, der er tale om de værste forbrydere af alle: Gamle koner, der spiller bingo og ryger cerutter.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen lover i et svar til socialdemokraten Jens Christian Lund, at han som sundhedens vogter vil pudse politiet på de bingo-haller,hvor føromtalte gamle koner hygger sig med deres cerutter. De skal ikke pøve på at snyde: ingen skal kunne undslå sig sundhedens bud.

Hvad skade sker der ved at man ryger på et sted, hvor så godt som alle har lyst til det? Hvem kan få ondt et vist sted over det? - Kun dem der absolut vil have ondt.

Men hvad skade kan der da så ske ved at man forfølger bingo-spillerne? For det første er det åbenlyst at man ødelægger gode og ordentlige menneskers harmløse fornøjelse. Bingo-spillerne er ikke typisk dem, der har mærket allermest til de gode tider. Der er ofte tale om ældre mennesker uden den mest prangende pensionsordning, der ikke har råd til jordomrejser, og som har et bingo-spil i ny og næ som en hyggelig måde at have socialt samvær på. Det vil man nu ødelægge - i sundhedens tjeneste - således at de kan sidde i deres lejligheder i stedet.

Men selvfølgelig er menneskers harmløse glæde ikke noget, der kan rokke ved nutidens afgud: sundheden. Heldivis er der også andre argumenter for at politiet ikke skal spilde deres tid på at lukke bingo-haller. Der er allerede politiopgaver nok, som vi blandt andet så det med optøjerne i vinterferien. Politiet har allerede svært nok ved at nå alle sager, og der følger næppe nogen ekstrabevilling med til at foretage sundhedsministerens bingo-razziaer.

Det vil næppe være helt ude af trit med sandheden, hvis man påstod at folk hellere så at politiet beskæftigede sig med for eksempel at opklare indbrudstyverier eller skabe tryghed i nattelivet end med at stange bøder ud til bingo-haller, hvor ikke en kat kan tage anstød af at der ryges.

Nu er 2007 næsten slut, og det er en god lejlighed til at se tilbage på nogle af de emner, der har fyldt året. Derfor bringer Hjernevasken her en oversigt over et par af de historier, der har været omtalt i denne blogs spalter.

Tørstegt valgflæsk

Folketingsvalget i 2007 var kedeligt. Anders Fogh kørte på rutinen: han havde sørget for at skabe positiv spin vedrørende Irak, asylbørn, miljø og andre dumme sager, der gjorde ham upopulær. Og det virkede også - folk glemte alt om at Fogh fik løjet os ind i en Irak-krig, at børnene i asylcentrene var blevet psykisk syge af VCO-blokkens nationalparanoide asylpolitik og at miljøet var gennem adskillige år var blevet slagtet på de fri markedskræfters alter.

Valgkampen var kedelig og uden det store politiske indhold. Statsministeren viste sig som en kylling, idet han ikke turde mødes til flere debatter med sine modstandere end højest nødvendigt. I stedet rejste han land og rige tyndt for at lade sig fotografere.

Enhedslistens valgkamp var umådeligt dårlig. På grund af opstillingen af Asmaa Abdol Hamid, kunne medierne ikke nævne Enhedslisten i andre sammenhænge end dem vedrørende tørklæder, og Asmaas holdninger til dødsstraf og homoseksualitet. Det var en stjernedum beslutning af Enhedslisten at opstille en politisk uprøvet person som Asmaa, og det var da også kun med hiv og sving at partiet klarede spærregrænsen. Man kan håbe at det har givet dem en lærestreg, således at de for fremtiden tænker sig mere om.

Venstrefløjen gik dog heldigvis frem ved valget, idet SF fordoblede sit mandattal. Selvom man med rette kan kritisere SF for at have fokuseret lidt for meget på Villy Søvndal og hans person, står det klart at SF har en politik, der appellerer til et bredt udsnit af danskerne. Det lykkedes ganske vist ikke SF at nå det - noget højt satte mål - at komme i regering, men det står klart at SF har en politik, som trækker mange vælgere fra Socialdemokratiet, måske fordi SF ikke for enhver pris vil adoptere højrefløjens politik ved at "arbejde Fogh ud af statsministeriet". Der vardog tilfælde, hvor SF gik på kompromis, for eksempel da partiet accepterede at boligskatterne ikke skulle sige under en S-SF-R-regering. Det er dog næppe noget dybfølt politisk holdningsskifte, men snarere en konstatering af at de realpolitiske forhold gør det umuligt at ændre på dem.

Socialdemokratiet fik sit dårligste valg siden 1906, og det burde således være tid til selvransagelse i det gamle arbejderparti. Det hører man dog ikke meget til. I stedet erklærede mange at valget var en slags sejr for Helle Thorning-Schmidt, da hun havde vist sig som en "stærk leder". Imidlertid er det jo ikke nok at være en "stærk leder", man skal også have et sammenhængende politisk alternativ, der appellerer bredt i befolkningen. Det mangler Socialdemokraterne, der efterhånden er blevet bange for deres egen skygge, og ikke tør være rigtige socialdemokrater længere. Man må håbe at den lange tid i opposition gør Socialdemokraterne skarpere, så de ikke lyder som Venstre + arbejdersangbogen.

Fogh vandt valget, men sejren var kneben: et flertal, der med tilsætning af en færing og Pia Christmas-Møller lige sniger sig op på 90 mandater er ikke nogen overbevisende sejr. Ganske vist fik Ny Alliance fem mandater, men det er tydeligt at et flertal rent faktisk ønsker noget andet en Fogh. Efter valget har VC forsøgt at lancere en slags "Fogh 2.0", der kan lave forlig med andre end Dansk Folkeparti, gerne vil snakke om at gøre noget ved den globale opvarmning og som har nogle lidt mindre vanvittige holdninger på integrations-området. 2008 vil vise om han magter at overbevise nogen - såvel på Christiansborg som uden for - om at den nye stil er andet end en ny mediestrategi.

Et stort politisk emne var de offentligt ansattes løn. Et alternativt AOF-flertal tegnede sig for at give de lavest lønnede offentligt ansatte en større lønstigning end de ellers ville have fået. Desværre blev det ikke til noget, da regeringen fik lokket Socialdemokratiet med til at give de offentligt ansatte et par småskillinger, der slet ikke står mål med det, de har regnet med.

De offentligt ansatte vil ikke acceptere så lille en stigning. Derfor bliver de kommende overenskomstforhandlinger nogle af de hårdeste længe. Måske bliver det ligefrem til en konflikt. Man må håbe at kampen for bedre løn i den offentlige sektor, vil kunne udgøre en base for en bred modstand mod VCO.

Ny Alliances storhed og fald

I de første dage af maj sprang bomben: Naser Khader ville ikke længere være radikal, men være kalif i stedet for kaliffen i sit eget parti. Nogen politik havde han ikke rigtigt, men hans håndgangne mand Anders Samuelsen kunne da fortælle at partiet ville have sat skatten ned.

Der var tale om et rigtigt "midterparti" og ifølge Ny Alliance lå midten i dansk skattepolitik tilsyneladende et sted til højre for Cepos - Alliancens skatteforslag viste sig nemlig at ville være et endnu værre spild af penge end den ovennævnte ultra-liberalistiske propaganda-organisation. Det med skatten var tilsyneladende ikke gået helt op for Khader, for på et vælgermøde kunne han ikke svare på hvad partiets forslag om 40 % flad skat ville betyde for en person, der tjener 20.000 kr. om måneden.

Denne pinlige episode var ikke den eneste. Lars Kolind modererede således alliancens skattepolitik, således at der kun skulle være urealistisk lav skat på Fyn. Der var flere uheldige episoder - som for eksempel den gang et par af partiets folketingskandidater erklærede at de ville betragte det politiske arbejde som et slags bijob, og kun møde op i Folketinget, hvis deres rigtige arbejde tillod det. Det stod efterhånden klart for enhver at der var tale om det rene cirkus - et sammenrend af kendisser, skuffede politiske ambitioner og liberalistiske fantaster, der ikke udgjorde noget seriøst politisk alternativ. Således formåede Ny Alliance at sætte de ekstremt gode meningsmålinger fra foråret over styr, og måtte tage til takke med sølle fem mandater ved valget. Jørgen Poulsen formåede at slå det sidste søm i ligkisten ved sin amatøragtige håndtering af konflikten med Røde Kors angående hans gyldne håndtryk. De sidste meningsmålinger placerer i dag Khaders politiske ekperiment under spærregrænsen.

I røg og damp

I år 2007 vandt moralisterne en sejr over de af os, der holder af at styre vore egne forhold, uden en bedrevidende Big Mothers løftede pegefinger. Anti-rygerloven trådte i kraft, og forviste rygerne fra en stor del af landets restaurationer.

Et flertal af befolkningen mener tilsyneladende at statsmagten skal gå ind og forbyde voksne mennesker at foretage sig fuldt lovlige aktiviteter i deres egne lokaler. I stedet for at lade de frie markedskræfter gøre en af de få ting de er gode til, nemlig at skabe det udbud af varer og tjenesteydelser - i dette tilfælde restaurationsbesøg - som forbrugerne ønsker, og i stedet for at lade folk ude på arbejdspladserne selv finde ud af, hvad der er en fornuftig ordning for dem, har man besluttet at gennemtrumfe et flertals ønsker på bekostning af et mindretal, selvom der sagtens kunne være plads til alle med lidt smidighed.

Begrundelsen for rygeforbudet var hensynet til de ansatte. De stakkels ansatte, der jo ikke havde mulighed for forudse at der nok ville følge tobaksrøg med jobbet på et værtshus. Men den virkelige begrundelse skinnede tydeligt igennem. Der var tale om at fortalerne for forbudet ganske enkelt helst ville gå i byen steder hvor der ikke blev røget. Den virkelige begrundelse for forbudet var således en bestemt gruppes ønsker til restaurationernes forretningskoncept, og det er fuldstændigt uholdbart at bruge dette som en begrundelse for forbud. Hvis vi skulle anerkende dette som et gyldigt princip, ville folk der ikke bryder sig om technomusik eller kogt kål, med lige så stor ret kunne kræve et forbud mod disse ting, som anti-rygerne kunne kræve forbud mod tobak.

Men vanvidet og den utidige indblanding standser ikke ved den ulykkelige anti-rygerlov. Det er naivt at tro at Kræftens Bekæmpelse og de andre store lobbyister vil lukke propaganda-afdelingerne ned, bare fordi man ikke længere må få sig en smøg til sin øl på et værtshus. Nu har Fanden fået lillefingeren, og han gør sig klar til også at få armen med.

Således har en kvinde i Sverige fået forbud mod at ryge i sin egen have. Herhjemme er anti-rygerne allerede begyndt at tænke på hvordan man kan få forbudt rygning flere steder. Således er de gået i gang med at hyle op i medierne om hvor synd det er for folk, der bor i samme opgang som rygere. Hysteriet vil ingen ende tage, og det har for længe siden mistet enhver rimelighed.

Varm luft

Et af årets helt store emner var klima-politikken. I årtier har vi vidst at den menneskeskabte udledning af CO₂ ødelægger vores klima, og på sigt er den alvorligste trussel vi står over for.

Man er begyndt at tale om klimaforandringerne, og det er et positivt skridt fremad. Men det går stadig meget trægt med handlingen. Herhjemme har regeringen - i hvert fald i retorikken - foretaget en ko-vending, og går nu ind for at gøre noget ved klimaproblematikken. Vi har fået en klimaminister og skal afholde et klimatopmøde og statsministeren lod sig under valgkampen fotografere ved siden af en vindmølle. Desværre bliver der ikke handlet lige så meget som der bliver snakket. Således blev 2007 det første år siden 1978, hvor mængden af vindenergi faldt. Danmark er velegnet til vindenergi, og vi har al den know-how, der skal til for at lave de bedste vindmølle-løsninger, men på grund af regeringens forsømmelser går det nu tilbage med vindkraften i Danmark.

Der mangler også vilje til at begrænse trafikmængden, og dermed mængden af CO₂. Under VC-regeringen er den kollektive trafik blevet både dyrere og dårligere. En ambitiøs klimapolitik burde indeholde tiltag til at begrænse trafikmængden, herunder bompenge i de større byer, bilfri bykerner og langt bedre og billigere kollektiv transport. Desværre er privatbilismen en hellig ko for det borgerlige Danmark, så heller ikke på dette område bliver der gjort noget.

Den danske regerings forsyndelser i klima-spørgsmålet er dog de rene drengestreger ved siden af USA og Kinas effektive sabotage af klimatopmødet på Bali. Den amerikanske regerings venner i olie- og bilindustrien fik deres vilje, således at Bali-aftalen ikke indeholder nogen reelle mål - kun varm luft. Det er sikkert godt for økonomien på kort sigt, men på længere sigt er det en katastrofe for os alle.

Vi må håbe at folk i 2008 indser klimapolitikkens vigtighed og får politikerne til at vågne op til dåd.

Fundamentalisterne kommer!

Igen i år blev en gammel traver trukket frem i den offentlige debat, nemlig frygten for muslimerne. Den evindelige tørklædediskussion, der altid udemærker sig ved at være påfaldende følelsesladet og påfaldende tømt for fornuft, blussede op igen, denne gang ansporet af Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol Hamid. Dansk Folkeparti var straks på banen og ville forbyde hovedtørklæder i folketinget, og pastor Krarup kunne belære de undrende danskere om at tørklædet skam var et totalitært symbol på linie med hagekorset - intet mindre.

Denne latterlige diskussion om et stykke stof må holde op. Hvad andre mennesker vælger at gå i kan man skrive om i modebladene - det hører ingen steder hjemme i den politiske diskussion, og valg af påklædning er og bliver i sidste ende et personligt valg.

Frygten for "de fremmede" kom også til udtryk i sagen om de afviste asylansøgere: mennesker, der har siddet fast i asylcentrene i årevis fordi de ikke kan sendes hjem, hvilket betyder at de får svære psykiske problemer. Et meget fornuftigt forslag om at give dem midlertidige arbejdstilladelser, så de kunne forsørge sig selv og deres børn, samtidig med at danske virksomheder kunne få lidt hårdt tiltrængt arbejdskraft, blev skudt ned. Ifølge regeringspartierne ville det nemlig føre til "fri indvandring", hvilket naturligvis er det argeste sludder, eftersom der er tale om midlertidige arbejdstilladelser. Endnu en gang vandt frygten for de fremmede hedningehorder over almindelige menneskelige hensyn.

Det var et par af de emner, er optog sindene i 2007. Vi ses forhåbentligt igen i det nye år.

Godt nytår!

Godt vi har Sundhedsstyrelsen, uden dem ville vi givet vist gå rundt og slå os selv ihjel. Denne fantastiske organisation gentager igen i år succesen fra alt for mange år og fortæller i uge 40 os danskere hvor meget vi skal drikke.

De fleste har så småt accepteret den anbefalede genstandsgrænse på 21 om ugen for mænd og 14 for kvinder som en grov tommelfingerregel for hvor meget det er sundt at indtage. Så det er der ikke så meget sjov ved at punke danskerne med længere. Derfor har Sundhedsstyrelsen, udfra en utvivlsomt faglig vurdering, fundet på at de skal have som mission at få os til ikke at drikke mere end fem genstande om dagen.

Der er masser af problemer med den idé. For det første er den udtryk for et kedeligt og klinisk forhold til livet. Alt skal kunne måles og stilles op i et regneark, og hvis det er skidt for den fysiske sundhed er der tale om en frygtelig ting, der skal føres kampagner mod. Hvis regnearket derimod viser at det er godt for den rent fysiske sundhed, så er det en god ting, der skal føres kampagner for. Det gælder alkohol, tobak, mad, motion og snart sagt alle livets forhold.

Sundhedsstyrelsens kampagner bærer præg af at være udarbejdet af eksperter - men kun af sundhedseksperter. Den kære styrelse overser helt alle de andre aspekter ved livet end de rent sundhedsmæssige. Hvis folk morer sig og har det godt med at drikke en 10-12 bajere til en fest er det kun en positiv ting. Dem man skal have fat i gennem kampagner og oplysning er dem, der har det skidt med hvor meget de drikker. De fleste af os kan godt finde på at snuppe mere end fem genstande i ny og næ, og vi falder altså ikke døde om.

Et andet problem ved uge 40-kampagnen og alle de andre kampagner, der skal ændre vores holdninger og livsform - til vores eget bedste, forstås - er at staten begynder at optræde som vores alle sammens mor. Big Mother ved hvad der er bedst for os, og ligegyldigt hvor voksne, ansvarlige og myndige vi så måtte være, er det hendes hellige pligt at retlede os, så vi ikke går ud og gør ufornuftige ting. Derfor skal vi have at vide at vi ikke må ryge, ikke drikke andet end et sjældent glas vin for at undgå hjerte-/karsygdomme, skal motionere som gale og kun leve af fedtfattig kost (kost, ikke mad). Det giver utvivlsomt masser af sundhed, men sundhed er også det eneste man får for at bringe disse ofre.

Lad os møde Uge 40-kampagnen med ophøjet ligegyldighed, og måske drikke et par glas for at nyde alkoholens mange gavnlige virkninger, hvoraf de sundhedsmæssige er de mindste. I anledning af uge 40 kan man jo for eksempel drikke en

Negroni

2 cl Campari

2 cl Gin

2 cl sød vermouth

Der hele hældes over isterninger og pyntes med en strimmel appelsinskræl. Drik to-tre stykker af dem, og du har overtrådt Big Mothers kærlige formaninger.

Vi har nu i et par dage haft det såkaldte rygeforbud. Den små-læspende pilfinger, Venstre-politiker og - ved Gud - liberalist Jørgen Winther har fået sin mindeplade, han og hans venner i anti-rygningslobbyen har tiltaget sig autoritet til at bestemme hvor du og jeg og vore gæster må ryge. Den fuldstændigt tåbelige lov tager valget ud af borgernes hænder, og erstatter det med bedrevidende moralisme. I stedet for at man lokalt finder ud af hvilken løsning der er den rigtige for den givne arbejdsplads eller restauration skal én løsning, én lov, ét renhedsideal nu gælde for alle. Staten ved bedst hvordan du skal indrette dit liv.

Jeg går ikke ind for at man skal have lov at ryge alle steder. Jeg har intet imod at det er forbudt at ryge i busser, til forelæsninger eller på offentlige kontorer - altså steder hvor man ikke selv vælger om man vil komme. Men når der er tale om for eksempel en arbejdsplads, hvor de ansatte selv kan finde ud af om der må ryges og hvor, eller en restauration, hvor man selv vælger om man vil gå ind af døren, så kan jeg virkeligt ikke se hvad berettigelsen er for et statsligt indgreb.

Det er mange år siden en ikke-ryger har været tvunget til at udsætte sig selv for "passiv rygning". Før man indførte rygeforbudet var der masser af steder der var røgfri, og der var ingen der ikke kunne undgå tobaksrøg. Rygeforbudet handler da heller ikke længere om at beskytte de stakkels ikke-rygere (som har haft stor succes med at opbygge en offer-myte omkring sig selv) mod "passiv rygning". Rygeforbudet handler om at staten vil kontrollere borgernes adfærd.

Rygeforbudet vil virke ødelæggende for de danske værtshuse. Der er ingen gode grunde til at staten blander sig i den slags. Nok er det træls for ikke-rygere at skulle sidde på et røgfyldt værtshus, men hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, så er der jo ingen, der tvinger dem til at blive. De har deres fulde frihed til at gå et andet sted hen, hvor reglerne er anderledes. At der så ikke har eksisteret særligt mange røgfrie værtshuse er ikke et tegn på at det er synd for de stakkels ikke-rygere, det er et tegn på at der ingen efterspørgsel har været. I stedet for at staten blander sig i den slags ville man kunne have opnået en langt mere fleksibel og elegant løsning ved at lade den enkelte restauratør selv bestemme. Jeg er ikke nogen ukritisk tilhænger af de frie markedskræfter, men i dette tilfælde har jeg meget svært ved at se hvordan de ikke skulle kunne have sørget for restaurationer til såvel rygere som ikke-rygere.

Før rygeforbudet havde man muligheden for at tage et andet sted hen, hvis man ikke brød sig om reglerne der hvor man var. Det har man ikke længere, nu skal ét regelsæt gælde for alle. Antirygningslobbyens renhedstankle er nemlig totalitær i ordets egentlige betydning - ikke alene er det et standpunkt den enkelte kan tage, det er et standpunkt alle skal tvinges til at tage.

Men hvad så med de ansatte? De stakkels ansatte, der før skulle gå rundt i røg og damp. De kunne jo ikke bare gå ud af døren hvis det blev for meget. Er det ikke i orden at beskytte dem? Jo, selvfølgelig skal ansatte beskyttes, men det gør man nu ikke ved at genenmføre en lov, hvis efterlevelse vil betyde at arbejdspladsen må dreje nøglen om. Operationen lykkedes, men patienten døde.

Desuden kan man stille sig selv det meget fornuftige spørgsmål: Hvor mange tager et job som bartender for at holde op med at ryge? Jeg har aldrig hørt om nogen. De ansatte i restaurationsbranchen vidste hvad de gik ind til, da de søgte arbejdet. Hvis de så bagefter skulle komme og besvære sig over tobaksrøg ville det svare til en lydtekniker på Roskildefestivalen, der ikke brød sig om høj musik. Det som forbuds-tilhængerne egentlig siger er at der findes mennesker, som førhen kun kunne arbejde inden for restaurationsbranchen, og kun kunne få arbejde på steder, hvor der blev pulset løs. Jeg tror det bliver lige så svært at finde en sådan person som det bliver at finde en troende kristen, der kun kan få arbejde i en stripklub.

Men hvad så med folkesundheden? Tobak er skadeligt, og er skyld i masser af dødsfald hvert år. Vil forbudet ikke føre til mere sundhed? Utvivlsomt ville danskernes sundhedsstandard stige, hvis tobak forsvandt fra jordens overflade i morgen, ingen tvivl om det. Man har dog en tendens til at overdramatisere tobakkens skadevirkninger, og påstå at det er tobakken alene, der dræber rygere. Hvis man også tager i betragtning at for eksempel alkoholikere har en tendens til at ryge meget, eller at folk der i forvejen går meget op i sund kost og motion har en tendens til ikke at ryge, vil man se at den lavere sundhedsstandard for rygere kan skyldes mange andre faktorer. Vigtigere end dette er dog, at den enkelte persons sundhed er og bliver underlagt domænet for den personlige selvbestemmelse. Hvis jeg vil ryge, drikke, spise fed mad eller tage til Afrika som nødhjælpsarbejder (hvilket også er skidt for sundheden, man kan få en masse ubehagelige tropesygdomme), så må det være min egen beslutning. Jeg er voksen nok til selv at bestemme, jeg har ikke brug for nogen stat der handler in loco parentis, og bestemmer over min adfærd. Og jeg har slet ikke brug for nogen barnepige-stat, der bestemmer over min adfærd "for min egen skyld".

Tobak er en nydelse, og nydelse kan - i modsætning til folkesundhed - ikke kvantificeres. Jeg kan ikke hive en statistik op af lommen, der viser at min "livskvalitet" forøges med 26 % fordi jeg ryger. Og jeg har ærligt talt heller ikke brug for en statistik for at træffe mit valg. Den britisk-amerikanske forfatter Christopher Hitchens udtrykte det meget godt i en diskussion af rygeforbud i The Guardian:

There have been moments of reverie, wreathed in smoke and alone with a book, and moments of conversation, perfumed with ashtrays and cocktails and decent company, which I would not have exchanged for a year of ordinary existence.

Jeg forlanger ikke at ikke-rygerne skal forstå min holdning, for det kan de ikke. Netop derfor skal de også holde sig fra at dømme den. Der er nogen, der tror at alt kan dømmes og vurderes - de tager fejl. I min verden er det at spille fodbold et næsten fejlfrit eksempel på hvordan man ikke har det rart. Men jeg foretrækker ikke at blande mig i det jeg ikke forstår og ingen sympati har for, og så længe fodboldspillerne ikke truer mig, har jeg ingen lyst til at fortælle dem at de skulle holde op. For fodboldspillerne er der sikkert en stor glæde og et stort indhold i at sparke til bolden - hvad ved jeg? Ganske lige som jeg selv finder stor glæde ved at nyde tobak.

Hvad ved Jørgen Winther og resten af anti-rygningslobbyen om denne nydelse? Intet - hvor skulle de dog vide det fra? Hvordan kan de så tillade sig at dømme den? Jeg modsætter mig Winther & co's indblanding i mine personlige forhold, jeg modsætter mig at de skal have lov til at forgifte forholdet mellem mig og min bartender, som nu er nødt til at optræde - ikke i værtens rolle - men i håndhæverens rolle, og må forvise mig fra baren, hvis ikke han vil have en bøde. Et lille nederlag for mig, en stor sejr for Jørgen Winther. Summen af lykke i samfundet er blevet drastisk reduceret, og hvem drager fordel af det? Ingen. Der er ingen, der var tvunget til at være på den knejpe, hvis ikke de ville.

Med rygeforbudet har moralismen fået hugget endnu et lille stykke af vores personlige frihed. Hvad mon det næste bliver? Kaffe, sukker, fedt, porno? Vi kan kun gisne, én ting kan alle dog være sikre på: På et tidspunkt når renhedshysteriet også til en af dine laster.