Smartlog v3 » Hjernevasken » Anmeldelse: Fitna the Movie
Opret egen blog | Næste blog »

Hjernevasken

Skamløs propaganda til de små hjem

Anmeldelse: Fitna the Movie

27. Mar 2008 21:50, Regicollis

Den nederlandske højre-populist Geert Wilders her netop, under stort medie-rabalder, offentliggjort sin islam-kritiske film Fitna på hjemmesiden liveleak.com. Op til udgivelsen har Wilders mødt stor modstand, blandt andet fra den nederlandske regering, der på grund af trusler fra ekstremistiske islamister anmodede ham om ikke at udgive filmen. Selv har Wilders bedt den nederlandske regering om at rende og hoppe.

Selve filmen er ikke den store oplevelse. Den består hovedsageligt af arkiv-klip af terror-angreb og fanatiske islamister. Indholdsmæssigt er der ingen store overraskelser. Første del af filmen fortæller os at der findes barbariske islamiske fundamentalister, der myrder i deres religions navn, og at disse middelalderlige mørkemænd kan føre et ret godt teologisk argument for deres forbrydelser ud fra Koranen. Det vidste vi godt i forvejen, det behøvede Wilders ikke at have smidt penge efter at have fortalt os.

Anden del af filmen er lige så kedsommelig som første del, og handler om muslimer i Nederlandene. Her har wilders to budskaber: 1. Der er mange muslimer i Nederlandene og endnu flere i Europa og 2. Der er nogen af disse muslimer der har barbariske og middelalderlige holdninger. Begge dele ting som vi vidste i forvejen.

Hvad Wilders glemmer at fortælle er at det er et forsvindende lille mindretal af muslimer, der flyver fly ind i bygninger og halshugger journalister, ligesom det er et forsvindende lille mindretal af muslimer i vesten, der mener at æresdrab er en god idé.

Derefter fortsætter Wilders med en række nederlandske avisudklip. Midt mellem udklip om terror-celler, islamisitiske magtambitioner og vold mod homoseksuelle ser man klip om noget så tilsyneladende ufarligt som en muslimsk skole, der arrangerer rejser til Mekka.

Filmen slutter med en advarsel om hvordan Nederlandene kan komme til at se ud i fremtiden. Man ser billeder af hængninger af homoseksuelle, henrettelser af kvinder og børn indsmurt i blod. Det er tydeligt at Wilders med disse chok-effekter ønsker at skabe en opfattelse af at muslimer som sådan i vesten er en trussel. Han burde retteligt have rettet skytset mod islamisterne, men de er så få at de ikke udgør en tilstrækkelig trussel mod samfundsordenen til at oppiske et hysteri.

Den bedste del af filmen er der, hvor Wilders opfordrer muslimerne til at rive de mest ækle vers ud af Koranen. En opfordring man kunne ønske at flere muslimer fulgte. Han glemmer bare at langt de fleste muslimer i praksis ignorerer de mere bloddryppende Koran-vers.

Der er hverken teknik eller indholdsmæssigt tale om den store filmkunst. Der er derimod tale om typisk højre-populistisk propaganda, der af uvisse årsager er blevet blæst op til meget mere end det er. Der er virkelige problemer med islamisme, men vi løser dem ikke ved at tage alle muslimer til indtægt for de islamiske fascisters ideologi. Langt de færreste muslimer har lyst til at dræbe de vantro og føre jihad, deres bekymringer er meget mere jordnære. De ønsker at leve et godt liv, og give deres børn en fremtid. Disse muslimer er ingen skjult femte-kolonne, der kun venter på at slå os ihjel, de er derimod vores allierede i kampen for demokrati og frihed imod den islamistiske fascisme.

Dødstruslerne og hadet mod Wilders er afskyeligt. Uanset hvor plat en propagandist han end er, så har han sin ytringsfrihed, og hvis muslimerne mener han lyver, så er den passende modreaktion at lave en film selv. Hvis islamisterne ikke vil have at folk skal se Wilders film, og hvis ikke de ønsker at folk skal blive forført af Wilders propaganda, så nytter det ikke noget at de giver ham masser af gratis reklame ved at blive tøsefornærmede over hans filmprojekt. Hvis ikke de var begyndt at råbe op, ville der ikke være ret mange andre end folk på den nederlandske højrefløj, der havde gidet at se filmen. Den nederlandske regerings forsøg på at lukke munden på Wilders er ligeledes usmageligt. Det er deres opgave som demokratis regering at beskytte borgernes frihed, også selvom der er nogle islamistiske fascister, der bliver sure over det, og også selvom det kan skade nederlandske erhvervsinteresser i den muslimske verden. Der er aldrig nogen der har hævdet at frihed er gratis.

Nu er den så kommet, Wilders film, og den vil sikkert give anledning til det sædvanlige raseri og de sædvanlige flagafbrændinger i den muslimske verden. I Nederlandene frygter man for reaktionerne fra de islamiske fascister. Man kan kun håbe at man i nederlandene vil stå fast på Wilders ret til at ytre sig, og mene hvad han vil om islam som religion og islamismen som politisk ideologi. Bare fordi man støtter Wilders ret til at lave filmen Fitna, betyder det ikke at man er enig med filmen. Herhjemme har vi selv i forbindelse med Muhammed-tegningerne oplevet den muslimske verdens vrede og sabelraslen, og trods de store ord, så formåede de islamistiske fascister ikke at få os til at ændre noget som helst, aunset hvor lidt fetaost de spiste, uanset hvor højt de råbte og uanset hvor mange flag de brændte af. Nederlænderne vil nok opleve den islamiske verdens vrede på grund af Wilders film, men denne vrede er på ingen måde så slem, som islamisterne gerne vil have os til at tro den er.

Foto: ANS-online.

Kommentarer

  1. Ole Sanvig
    27. Mar 2008 23:09
    1

    Slet ikke for noget, og ikke for det, men hvad er det for en underlig skrift, du bruger på din side?

    Den komme ud så godt som ulæselig i den størrelse, jeg plejer at bruge på skærmen; ligner noget, der er blevet renderet ned fra 1280*1024 til 1024*768 på en TFT-skærm. Hvilket vil sige lort.

    Vil bare give ordet videre :-)

    mvh

  2. Niklas
    27. Mar 2008 23:32
    2

    Bare for en ordens skyld - muslimer 'ignorerer' ikke vers af koranen. Der er flere udlægninger, selv (måske især) af de 'mere bloddryppende' - for det meste er det faktisk nok bare at læse dem i den kontekst de står i - noget både højrepopulister og islamiske radikalister er notorisk elendige til... Den islamiske videnskabelige juridiske tradition er netop det - videnskabelig. Husk at der er mere tekst end bare koranen - og husk at de fleste anerkender at hvert vers i koranen er åbenbaret i en kontekst, samt at de ikke kan læses uden denne kontekst in mente.

    For hver uuddannet bondeknold, der kalder sig imam og råber på død over vesten kan du finde en troende som har dedikeret sit liv til at studere islamisk jura og tradition som ikke er enige med Osama og resten af flokken, som ikke mener islam opfordrer til vold - og som er langt mere in tune med den islamiske tradition.

    Man undres ved, at islamkritikere gang på gang kan slippe af sted med at islam er sådan og sådan, og så pege på de moderne voldelige udlægninger af islam, eller f.eks. på Khomeini, når det er åbenlyst for enhver, der studerer historien, at muslimske herskere gennem tiderne hverken har været værre eller bedre end kristne eller buddhistiske - og at disse moderne udlægninger er, ja, moderne (mindre end 100 år gamle), og repræsenterer et brud med hovedparten af de islamiske traditioner.

    Niklas Nisbeth
    (stud. mag., arabisk & persisk, Københavns Universitet)

  3. Rasmus Kongshøj
    27. Mar 2008 23:48
    3

    @ Niklas

    Naturligvis er der en mere civiliseret og intelligent udlægning af islam end den som Osama bin Laden og islamisterne står for. Denne udlægning giver ikke anledning til så store problemer, og er derfor ikke genstand for debatten.

    Men den voldelige, ekstremistiske udlægning af islam er også en form for islam. Islam er ikke kun en "fredens religion", den er også den religion der får folk til at lægge bomber i tog. At islamismen så er en forholdsvist ny ideologi, der bryder med en ældre tradition ændrer ikke på at den er et aspekt af islam.

    I al for lang tid har islamisterne - med velvillig hjælp fra højrepopulismen - fået lov til at være islams ansigt ud ad til. Der er derfor brug for dels at de fredelige muslimer erobrer deres religion tilbage, og dels for at vi taler om problemerne med islamismen som problemer med islamisme og ikke med islam som sådan.

  4. Sine
    28. Mar 2008 00:12
    4

    Islamismen er aldeles ikke noget nyt fænomen. Allahs profet Muhammed var ingen fredens mand, men opførte sig som enhver anden 600-tals krigsherre, med alt hvad det indebar af krige, belejringer, slaveri, henrettelser af fanger m.m - alt sammen med det erklærede formål med fandens vold og magt at udbrede islam.
    Islamismen er ikke ny - den har været tilstede i islam fra dag 1, og det med den for muslimer ufejlbarlige og perfekte grundlægger som foregangseksempel.

  5. Niklas
    28. Mar 2008 00:44
    5

    Åh, bestemt entalsform, hvor jeg dog elsker dig...

  6. Niklas
    28. Mar 2008 00:45
    6

    Rasmus, jeg kan ret godt lide din blog, og vi ses nok igen -- men har ikke tid til kommentarkrige...

  7. Frank Nasser
    28. Mar 2008 10:36
    7

    "Et forsvindende lille flertal af muslimerne" ??!!!!

    Det var dog en helt fantastisk herlig Freudiansk forskrivelse!


    Frank

  8. MX
    28. Mar 2008 10:40
    8

    Frank Nasser ...

    Ja den var helt god :-D
    Vi mangler så lige "et kæmpestort mindretal" for at holde balancen ...

  9. Kjeld Madsen
    28. Mar 2008 13:13
    9

    Åh herregud, var det virkeligt ikke andet. Alle ens (mine) fordomme om, at det hele ville vise sig at være en kedelig omgang dårligt lavet hatespeech, er til fulde blevet bekræftet.

    Og kære muslimske medmennesker.
    Det er helt klart, hvilke roller instruktør Wilders har tildelt jer og forventer, at I udfylder, inden han kan føle, at opførelsen af hans "værk" er fuldendt: I skal lave larm og brand i gaden. Og hvis I kan få blodet til flyde i stride strømme, gør I han rigtig glad. Thi da kan verden rigtigt se, hvilket fremragende og fremsynet "mesterværk" han har begået.

    Så jeg håber og tror, at I vil være meget kloge og rigtig onde ved stakkels Geert og gøre ham rigtig ked af det ved at nægte at medvirke i hans forestilling. Giv ham en lang næse.

    Tavshed er guld.

  10. Thomas Bolding Hansen
    30. Mar 2008 00:41
    10

    Undskyld Niklas.

    Ikke være end buddhisterne? Hvor mange er lige døde i buddhisternes jihad eller deres korstog, under deres imperialisme?

    Er det fordi du betragter Mao og Pol Pot som gode buddhister?

    Hvad angår kontekst.

    Når muhammad løbende førte jihad i sin kontekst, og han er eksemplet og profeten for alle tider. Så er det vel logisk nok at en gruppe af muslimerne altid har tilsigtet at føre jihad i den kontekst de befandt sig i?

    Hvis de altså havde styrken.

    Nu har det ikke styrken som sådan, det forhindrer alligevel ikke et mindretal i at gøre det og flere om at drømme at forhånds stormagttider vender tilbage.

  11. Amir
    4. Apr 2008 10:16
    11

    Hvad er Jihad?
    Et spørgsmål som ikke mange stiller, da mange tror, de på forhånd ved det og kender alle aspekterne af Jihad. Mange tror at Jihad er hellig krig, som er til for at udrydde de vantros eksistens.

    Ordet “Jihad”, som er arabisk, kan oversættes til “anstrengelse” eller “bestræbelse”. Jihad i Islam er fordelt i to kategorier, “den store Jihad” og “den lille Jihad“, hvor den største belønning kan høstes ved at udføre den store.

    Da man i Islam mener, at dette liv er en test samt en bro til det næste liv, er det derfor en selvfølge, at det menneske, som oprigtigt tror på Gud, vil være nødsaget til at anstrenge sig i dette liv og dermed benytte sig af Jihad. Jihad er et så vigtigt emne i Islam, at shia-muslimerne har det som et af de 10 punkter af “Islams grene”.

    De 10 grene (Furu Al-deen):
    1. Bønnen (Salah)
    2. At påbyde det gode (amr bel maruf)
    3. Forbyde det onde (nahi an al munkar)
    4. Almisse (Zakat)
    5. Fasten (Sawm)
    6. Khums (1/5 skat)
    7. Anstrengelse (Jihad)
    8. Valfart (Hajj)
    9. At tage afstand fra profetens samt hans families fjender (tabbari)
    10. Elske dem, der elsker profeten samt hans familie (tawwali)

    Tit møder man nogle forhindringer og punkter i livet, hvor man står ved en skillevej og skal til at træffe et valg, om enten at gøre det ene eller det andet, det rigtige eller det forkerte, det mest rigtige eller det mindre rigtige. Man stiller sig selv spørgsmålet om, hvad det mest oprigtige ville være at gøre, og tit kender man på forhånd svaret, men ens egoistiske lyster formørker ens sind og sår forvirring, så man ikke ser tingene klart, og dermed får man svært ved at træffe det rigtige valg.

    Den store Jihad

    Det forholder sig sådan i Islam, at den store Jihad er den Jihad, som muslimerne udfører, når de kæmper mod deres egne lyster og begær ved at afholde sig fra de fristelser som hverdagen byder på. Denne Jihad kaldes på arabisk for “Jihad Al-Nafs”, som betyder “anstrengelsen mod en selv”, da man som tidligere nævnt skal bekæmpe ens egne egoistiske lyster.

    Til dette kan jeg komme med et eksempel for, hvornår denne Jihad kan benyttes:
    En vis person har en meget kort lunte, og vreden kan hurtigt koge over, derfor kan denne persons “Jihad Al-nafs” være den, at han/hun bekæmper sin egen vrede og overvinder den. En kamp som denne person måske skal kæmpe dag efter dag, og derfor ligger der stor belønning i det.

    Forskellige former for Jihad

    “Jihad bel-mall” hvor “mall” betyder penge, da denne Jihad går ud på, at man bekæmper ens egen nærighed og uddeler en sum penge til de fattige eller til pengeindsamlingskampagner, som gavner ens eget eller andres samfund. Dette er igen en kamp som personen skal kæmpe mod sig selv, da det ikke er alle, der har det ligeså let med at hive pengepungen frem, derfor ordet “anstrengelse” (Jihad) kommer ind i billedet.

    “Jihad bel Qalam” hvor “qalam” betyder pennen. Denne Jihad udføres ved brug af “pennen“, altså gennem ens ord. Man kan gennem ens ord bekæmpe uretfærdigheden eller udbrede den viden, man besidder. Pennen hos den rette forfatter er skarpere end det skarpeste sværd og mere effektiv end den kraftigste bombe. En bombes effektivitet daler efter eksplosionen, mens ord får mere og mere indflydelse, jo mere de udbredes og først daler den dag, de bliver glemt.

    En anden form for Jihad er “Jihad bel amal”, som betyder “Jihad ved at udføre arbejde”. Denne Jihad går ude på, at man igennem ens handlinger hjælper andre mennesker. Altså at man gør noget godt for ens medmennesker ved at udføre noget arbejde.

    Den lille Jihad

    Denne Jihad hedder på arabisk “Jihad bel Qetal”, som betyder “Jihad ved at kæmpe”. Det er denne Jihad som de fleste har hørt om og stadig den, som de fleste har misforstået.

    Denne Jihad må kun udføres, når muslimerne angribes, altså som forsvar. Det er strengt forbudt for muslimerne at være dem, der starter en krig eller være dem, der er skyld i at blod udgydes. Gud stadfæster i Koranen:

    "Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne." (Sûrat al-Baqarah 2:190)

    Her ser vi at muslimerne skal kæmpe mod dem, som bekæmper en, men at dette kun må være som forsvarsmekanisme, da Allah ikke elsker angriberne. Allah siger i et andet vers:

    "Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem. (Tilladelse gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, fordi de sagde: Vor Herre er Allah (alene).. "(Sûrat al-Hajj 22:39-40)

    Her ser vi igen, at tilladelsen til at føre Jihad kun gives dem, som selv er blevet angrebet eller drevet ud af deres hjem. Altså igen er Jihad stadfæstet som en forsvarsmekanisme og ikke en undskyldning til selv at starte krig og udgyde blod i Allahs navn. I et andet koranvers læser vi:

    "...Allah forbyder jer ikke, hvad angår dem, der ikke har kæmpet mod jer på grund religionen, og som ikke har drevet jer ud af jeres hjem, at I er venlige og retfærdige imod dem thi Allah elsker de retfærdige. Allah forbyder jer kun angående dem, der har kæmpet mod jer på grund af religionen og har drevet jer ud af jeres hjem og hjulpet (andre) med at drive jer ud... "(Surât al-Mumtahanah 60:9-10)

    I dette koranvers ser vi, at Allah ikke har forbudt muslimerne i at være retfærdige samt venlige imod dem, som er venlige overfor muslimerne. Tværtimod elsker Allah de retfærdige, og derfor er det en god ting at tage godt imod ens medmennesker, om de er muslimer, jøder eller kristne.

    Hvis det kommer til det punkt, hvor muslimerne angribes, er der sat nogle kriterier for hvordan muslimerne skal handle. Allah siger derfor i koranen:

    "O, I som tror, vær standhaftige for Allah(s sag), (idet I er) vidner med retfærdighed. Og lad ikke fjendskab fra et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! – det er nærmere ved gudsfrygt. Og frygt Allah, thi Allah er vel vidende om, hvad I gør." (Surât al-Mâ'idah 5:9)

    Her ser vi, at selvom muslimerne angribes og føler fjendskab, skal man af denne grund ikke handle i vrede og dermed uretfærdigt. Muslimerne skal bevare deres fornuft og handle retfærdigt. Det er derfor ikke tilladt for muslimerne at dræbe fjenden af had, men kun dræbe modparten i krigen fordi det er nødvendigt. Krigen må altså ikke være en personlig sag.

    Profetens fætter og svigersøn Ali (fred være med ham) var engang i krig og kæmpede mod en af lederne af modpartens hær. Da Ali skulle til at give det dræbende slag, blev han spyttet på af modparten. Ali sænkende derfor sværdet og trak sig tilbage, gik frem og tilbage flere gange for derefter at vende tilbage og give det dræbende slag. Efter denne hændelse undrede muslimerne sig og derfor spurgte Ali om, hvorfor han handlede således. Svaret han gav var, at han ikke kæmpede en personlig kamp, men en kamp for ingen andre end Allah. Da modparten spyttede ham i ansigtet, blev Alis vrede tændt, og hvis han dræbte personen lige efter, så havde drabet været personligt, og det er ikke tilladt at dræbe et andet menneske af personlige årsager.

    Muslimerne må ej heller være barbariske i deres handlinger. Ældre, børn og kvinder må ikke dræbes. Yderligere må træer, afgrøder og bygninger ikke ødelægges. Jihad som muslimerne deltager i er alene en handling, som er til for at bekæmpe det uretfærdige og lade retfærdigheden sejre.

    Jeg afslutter derfor ved at citere Karen Armstrong, en tidligere nonne og berømt ekspert i Mellemøstens historie. Hun skriver i sin bog ”Holy War” (Hellig Krig):

    ”… Ordet Islam kommer fra det samme arabiske rod, som ordet fred og Koranen dømmer krig som en abnorm tilstand af anliggende modsat af Guds vilje: ” "Og søg ikke at skabe ufred på jorden, thi Allah elsker ikke dem, der skifter ufred." (Koranen 28:77). Islam retfærdiggør ikke meget aggressiv krig eller udryddelse, ligesom Toraen gør i de fire første bøger af Biblen. Som en mere realistisk religion end Kristendommen, anerkender Islam at krig er uundgåelig og nogle gange en positiv pligt for at fjerne undertrykkelse og lidelser. Koranen lærer os, at krig skal være begrænset og opført på en human måde, så meget som muligt. Mohammed havde ikke kun kæmpet imod folket fra Mekka, men også imod den jødiske stamme i området og den kristne stamme i Syrien, som planlagde et angreb imod ham i alliance med jøderne. Dog fik dette ikke Mohammed til at fordømme Bogens Folk. Hans muslimer var tvunget til at forsvare dem selv, men de kæmpede ikke en hellig krig imod deres fjenders religion. Da Mohammed sendte hans frigivne slave Zaid i toppen af den muslimske hær imod de kristne, fortalte han dem at de skulle kæmpe modigt men humant i Guds sag. De måtte ikke forulempe præster, munke og nonner, ej hellere de svage og hjælpeløse folk, som var ude af stand til at kæmpe. Der måtte ikke være nogle massakrer af civile, ej hellere måtte de fælde et eneste træ eller rive en bygning ned. Dette var meget forskelligt fra Joshuas krige.”



  12. kasom
    5. Apr 2008 18:34
    12

    tak amir - hvis vi gentager det nok gange kan det være der er nogen der begynder at få åbnet øjnene op - men det kræver nok en lang og sej jihaad bil-qalam...

  13. cheap air jordan shoes sale
    16. Dec 2010 04:05
    13

    *Din artikel er fremragende, er stor, jeg kan lide det!

Hjernevasken er flyttet

Hjernevasken er flyttet til

hjernevasken.iblogger.org

Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj

Kalender

« May 2018 »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031 

Søg i Hjernevasken


Tags

Arkiv